LOKALHISTORIEN
MEDLEMSBLAD FOR
Ravnsborg Lokalhistoriske Forening


Artikel fra blad nr. 3 - 1999


Det tyske radioanlæg ved Horslunde

Horslunde 1945

Indgangen til det tyske radioanlæg på Lundevej ved Horslunde. Langs siden af barakken ses den såkaldte Splittermauer. I muren findes en række huller, men om disse har været en slags skydeskår til nærforsvar af barakken, er uvist. Foran barakken er der en lav mur. Bag barakken står masten. Den lille bygning i mellemgrunden er formentlig et vagtskur. På skiltet står: In Royal Air Force Control!

De 4 frihedhedskæmpere er fra venstre kompagnichefen, løjtnant Johs. Ege Olsen, Glostrup ved Købelev, nr. 2 og 4 er brødrene Frode og Hugo Pedersen og nr. 3 er bødker Jensen, der havde værksted på Borresvej i Horslunde.

  

TYSKERTÅRNET

På landevejen lidt uden for Horslunde mod Birket findes et lille anlæg med en mindesten for befrielsen i 1945. Og på den anden side af vejen står et krucifiks. For unge må placeringen her ved en åben, forblæst landevej virke ejendommelig. Hvorfor står stenen og krucifikset ikke inde i Horslunde, ved kirken f.eks.?
De ældre ved godt hvorfor: Der var jo det her "Tyskertårn".

 

RADIORELÆMAST

 

Tårnet – eller masten som det rettere var - havde stået på Lundevej på Højmøllegårdens jorde et par hundrede meter nord for det sted, hvor mindestenen blev placeret. Da der var tale om en radiorelæmast, var den, for at gøre sende- og modtageforholdene så gode som muligt, blevet anbragt på Lollands højeste naturlige punkt, 25 m over havet. Den tilhørte det tyske luftvåben og stod i forbindelse med tilsvarende master på Femern, på Sjælland (ved Slagelse) og på Fyn (ved Gudme), der igen havde kontakt til andre master. Hvornår den blev rejst er det endnu ikke lykkedes mig at konstaterer, men formentlig i sommeren eller efteråret 1943.

wpe1.jpg (18107 bytes)

Den indgik som et led i det tyske luftforsvar og dens fordel var, at den ikke kunne aflyttes eller forstyrres af modstanderen, da radiobølgerne var retningsbestemte mod nabomasterne. I princippet samme system som vi kender fra masten i Øster Karleby. Det var en stålgittermast, 56 m høj og med 2 platforme øverst oppe. På disse var der anbragt sende og modtageudstyr. I toppen var der en antenne eller muligvis lynafleder. Masten var tøjret med kraftige barduner.
Flere har fortalt mig, at de – sandsynligvis efter befrielsen – af det tyske mandskab fik lov til klatre op på platformene. Herfra var der en formidabel udsigt, og med en kikkert kunne man følge trafikken på Storstrømsbroen.
Ifølge aviserne fra maj 1945 havde anlægget kostet de danske skatteydere omkring 4 millioner kr., et ganske betydeligt beløb dengang.

 

MANDSKABET

 

I forbindelse med masten blev der opført et par barakker, en stor, hvor der var beboelse for mandskabet, og hvor det tekniske udstyr stod, og en mindre, der formentlig har rummet værksted og lignende. Et lille stykke fra den store baraks langsider blev der bygget et par godt 2 m høje mure, af tyskerne kaldet Splittermauern, hvis hovedfunktion var at opfange granat- eller bombesplinter ved et angreb.
Mandskabsstyrken har været på en halv snes mand, sandsynligvis ældre folk, der ikke var egnede til fronttjeneste, ligesom vi må gå ud fra, at der har været nogle radioteknikere imellem. Deres forhold til beboerne i omegnen har tilsyneladende været godt, hvilket var helt normalt ved den slags små tyske tjenestesteder. De har sandsynligvis været lede og kede af krigen og kun ønsket at den skulle holde op, så de kunne komme hjem.
En nabo til masten har fortalt, at når der var bombemaskiner på vej hen over området, løb mandskabet ned i en grantykning i Nøbøllelunder og gemte sig. Hvis det var om natten, så gjorde de sig den ulejlighed på vej derned, at banke på naboens vindue for at advare om et muligt angreb. Et lille træk, der trods alt vidner om omsorg for ens medmennesker.

wpe2.jpg (44760 bytes)

 OMGIVET AF MINER

 

Fra bl.a. krigen mod Irak ved vi, at noget af første man prøver at ødelægge hos fjenden er hans kommunikationsanlæg, såsom radio- og telefonforbindelser. Radiomasten på Lundevej har efter alt at dømme haft stor betydning for det tyske luftforsvar for hurtige og sikre meldinger f.eks. om at allierede bombemaskiner var på vej mod Tyskland, så befolkningen i de nordtyske byer kunne advares og jagerflyene og antiluftskytset alarmeres. Det er givet af frygt for sabotage, at masten og barakkerne på Lundevej var omgivet af pigtråd og landminer. Ingen andre tyske anlæg i det område, der i dag udgør Storstrøms amt var sikret af miner.
At tyskernes frygt ikke var ubegrundet kan læses i Lolland-Falsters Venstreblad fra den 22. maj 1945. Her står bl.a.:
"Allerede længe før der var Tale om at faa Vaaben, havde en Gruppe Frihedshedskæmpere i Nørreherred Planer parat til at sætte Taarnet ud af Spillet. Ved fint Spionagearbejde havde de fundet de saarbareste Punkter i Ledningsnettet, der førte til Taarnet, og i Løbet af 10 Minutter kunne de sætte Taarnets Radiostation ud af funktion."

 

EFTERRETNINGS-TJENESTEN

Men der var flere der var interesserede i, hvad der foregik på Lundevej. Således også modstandsbevægelsens efterretningstjeneste. Gennem stort set hele besættelsen samlede den oplysninger ind om de tyske tropper og deres anlæg i Damnark. Via København og Stockholm kom oplysningerne

wpe5.jpg (12388 bytes)

 til London. Rapporterne kan i dag ses i det såkaldte Stockholmarkiv, der ligger på Rigsarkivet i København.

Den tidligste oplysning jeg har fundet om masten er fra 30. januar 1944. Her siges det bl.a.: "Ved trigonometrisk Station (Bakke 25) Nord for Knudstrupgaard findes en Radiopejlestation. (…) Betjening ca. 8 Mand. (…) Der findes intet Flakskyts (dvs. antiluftskyts. JEC)." Rapporten er ledsaget af en kortskitse over områder med mastens placering indtegnet.

Næste rapport er fra 29. marts samme år: "Paa Pejlstationen her er der i den senere Tid kun bygget en Barak mere (Det må dreje sig om den lille barak. JEC). Stationen bestaar af en ca. 35 – 40 m høj Staalgittermast med 2 Platforme med Sektorer. Mandskabsstyrken skal være paa ca. 10 - 15 Mand.

Stationen er blevet indhegnet med en bred Pigtraadsspærring, og den gennemløbende Sognevej er forberedet spærret med spanske Ryttere, ligesom der inde paa Stationens Omraade er gravet Skytte- og Enkeltmandsskyttegrave.
Det oplyses, at der skal nedgraves Jordminer paa Horslunde og andre Pejlstationer. Det skal være Miner, der detonerer ved blot 1,5 kg’s Tryk.

Paa Horslunde Station aflæssedes 29/3 en Ammunitionskasse med Landminer."

Denne gang fulgte en større skitse med.

wpe4.jpg (32426 bytes)

 

De næste rapporter stammer fra juni, august, september og oktober 1944 og fra 1. og 20. april 1945. De bringer ikke noget væsentligt nyt i forhold til de første rapporter, bortset fra at der med september-rapporten fulgte en tegning af masten. *)

wpe3.jpg (26145 bytes)

  

BEFRIELSEN

Endelig kom så befrielsen den 5. maj, men først d. 11. nedlagde de tyske soldater på de forskellige tjenestesteder på Vestlolland deres våben. Det skete, da en gruppe på 4 engelske soldater kørte rundt og modtog tyskernes formelle overgivelse. 6 mand, formentlig teknikere, fik ordre om at blive og passe på anlægget. De øvrige har kunnet give sig på vej hjemad, hvis der da var et hjem og en familie at komme tilbage til.

Masten, der kunne ses over det meste af Nordvestlolland, var sikkert for lokalbefolkningen blevet et symbol på alt det onde den tyske besættelse af Danmark havde ført med sig. Det forekommer derfor helt naturligt, at det var her, man samledes til en stor folkefest for at fejre befrielsen. Det skete den 16. maj om aftenen. Mellem 1000 og 1500 mennesker var mødt op for at overvære en parade med ca.150 frihedskæmpere fra Horslunde og omegn, høre på taler for bl.a. kongen, de allierede og frihedsbevægelsen, i alt 7 taler blev der holdt, og for at synge en række af de kendte fædrelandssange. Men højdepunktet var vel, da et 7 m stort Dannebrog gled til tops i masten. 
"Da "Tyskertaarnet" i Aftes blev dansk,"
skrev Tidende dagen efter og bladet slutter sin reportage med at spørge, om man ikke i fremtiden kunne bruge barakkerne til noget mere nyttigt - f.eks. et vandrerhjem?

wpe6.jpg (26003 bytes)

 

ALT FJERNET

 

Sådan gik det jo ikke. I løbet af forholdsvis kort tid var det meste af anlægget fjernet. Det første man tog fat på var at få gravet minerne op, 1632 lå der gemt i jorden. Midt i juni ankom et tysk hold på 12 – 14 mand, der under dansk kontrol ryddede og bort-sprængte minerne i løbet af en halv snes dage. At alle minerne var væk indestod de tyske soldater for med deres liv og lemmer. "Når Feltet er ryddet giver vore Pionerfolk derefter Tyskerne Ordre til i samlet Flok at marchere ind over Feltet paa Kryds og Tværs og stampe godt i Jorden, saaledes at den sidste Garanti opnaas for, at Feltet er tømt." (Tidende d. 13.6.45)

En måneds tid senere ankom et nyt hold tyskere, der gik i gang med at demontere masten og de tekniske anlæg. Det hele blev som engelsk krigsbytte ført til Tyskland sandsynligvis for at blive anvendt der af besættelsesstyrkerne.
Barakkerne blev skilt ad og transporteret til Hasselø syd for Nykøbing. I løbet af sommeren var det nemlig blevet klart for regeringen, at Danmark ikke foreløbig kunne få sendt de knap 250.000 tyske flygtninge ud af landet. Det blev derfor besluttet at samle de mange spredte grupper i store lejre.
En af disse lejre skulle ligge på Hasselø, hvor der havde været en tysk radarstation, hvorfor man støvsugede Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland for barakker til at huse de 3.500 flygtninge, lejren kom til at rumme.
At der på Lollands højeste punkt har ligget en lille tap i Hitlers gigantiske krigsmaskine, herom vidner nu kun en sten og et krucifiks. Og deres historie vil jeg vende tilbage til i næste nr. af LOKALHISTORIEN.

Jens Erik Christiansen.

 

*) Efterretningsrapporterne kan ses på Internettet på adressen:

http://home9.inet.tele.dk/jensec