Fremstilling af tegl ved brænding af ler har været kendt i Mellemøsten i flere tusinde år. Herhjemme opstod de første egentlige teglværker i middelalderen til brug ved kongelige, forsvarsmæssige og kirkelige byggerier. Den anvendte teknik var gennem århundreder stort set den samme håndværksmæssige, indtil vi i slutningen af 1800-tallet fik egentlige industriteglværker med anvendelse af maskinkraft.

Der har været teglværker over det meste af Danmark – flest ved Flensborg fjord og i Nordjylland, men også her på Lolland var der flere. Mange godser drev således teglproduktion, bl.a. Asserstrup, Søllestedgård, Helgenæs og på Østlolland ved Grænge. De er dog alle for længst nedlagt på grund af konkurrencen med industriteglværkerne.

Også på mere almindelige landbrug, hvor der var lerforekomster i jorden, blev der i en kortere eller længere periode fremstillet teglvarer. Det var f.eks. tilfældet på min oldefar, Jørgen Hansen Plougs gård i Sandbjerg. I 1860 købte han sammen med sin bror Christen den 100 tdr. land store gård Sandbjerggaard, som de delte lige over. Christen fik den gode del af jorden, hvor også den gamle, stråtækte gård lå. Jørgen fik resten op mod Utterslev-Vindeby-vejen. Her lå der kun et mindre "leiehus", men da der var lerforekomster, der kunne udnyttes til mursten, besluttede han at nedsætte sig som teglbrænder, samtidig med at han drev landbruget. Et par måneder efter overtagelsen af gården giftede han sig med Karen Marie fra Fejø. Sammen gik de også i gang med at opføre stuehus og udbygninger til deres gård, som de senere døbte Teglgård.

Fra begyndelsen i 1860’erne omfattede teglværket en ovnbygning med to såkaldte kammerovne og en stråtækt tørrelade. Desuden blev der gravet en dyb brønd, så man havde vand til æltning af leret. Der blev lavet mursten og drænrør. Sæsonen varede 6 måneder – fra påske til hen på efteråret. Alt arbejde – fra gravning af leret til strygning af stenene - foregik med håndkraft. Arbejdet med at ælte leret i den såkaldte "trosse" – en cirkelformet fordybning i jorden, foregik dog med hestekraft, hvor hesten ved hjælp af en bom, hvis ene ende var fastgjort til en svær pæl midt i trossen, trak en æltevogn, der kørte nede i leret. Efter æltningen blev leret med trillebør kørt hen til "strygeren", der klaskede leret op i en form med plads til to mursten. Efter et par dages lufttørring og glatning af stenene, blev de kørt videre til tørreladen, hvor de blev anbragt på reoler. Når de var tørret tilstrækkeligt, gik de videre til omhyggelig stabling og brænding i teglovnen.

Værket lavede også drænrør. Pressen hertil blev ligeledes drevet af en hesteomgang.

Værket gav i 70’erne beskæftigelse til en halv snes ansatte. Syv mænd gravede ler og lavede mursten og drænrør. To kvinder og en ung mand pudsede mursten og drænrør. Årsproduktionen har formentlig med den anvendte "teknik" andraget ca. 500.000 sten. Kunderne var først og fremmest de nordvestlollandske landmænd, idet der i denne periode blev opført mange murstensbyggede landbrugsbygninger og –stuehuse til afløsning for bindingsværket. Salget foregik direkte fra værket til landmændene. Også købmændene i Nakskov solgte mursten, men i deres annoncer reklameres kun med "teglvarer fra Egernsund og fra Grænge (Hanemose Dampteglvarefabrik)".