LOKALHISTORIEN |
|
Artikel fra blad nr. 5 - 1999 |
|
Op mod jul i 30´erne- om gæs og lollandsk julemad
|
Hver familie har sine skikke, når det gælder højtiderne. I mit barndomshjem var det således nogle bestemte gøremål, der varslede, at julen nærmede sig. Vi skulle slagte gæs og ænder, der skulle køres til Nakskov for en slagter, der leverede til mange af byens borgere. Forinden var der nogle travle dage, hvor min mor sammen med nogle nabokoner pillede fjer og dun af dyrene, når min far havde slagtet dem. Jeg var for lille til den slags og desuden heller ikke betroet den slags gøremål, for man kunne let rive hul i skindet på en velfodret and eller gås; men jeg kunne svide de sidste rester væk over en spritflamme og veje det færdige dyr og skrive vægten på to sedler, en til slagtermesteren og en til modtageren. Orden i regnskabet må der være. Det var strengt arbejde at plukke ænder og gæs. Mere end tre eller fire på en dag kunne fingrene ikke holde til; men det var hårdt nødvendig med den indtægt på et lille landbrug i 30 'ernes krisetider. Værre blev det, da kalkunerne kom til. Kyllingerne var vanskelige og sarte, hønerne rene primadonnaer og hanen stridbar overfor smådrenge i en grad, så man i perioder ikke kunne vove sig ud, med mindre man havde hunden med. Gasen var lammefrom i forhold til det hysteriske væsen. Men på et tidspunkt ønskede en del af det bedre borgerskab i Nakskov at spise kalkun, og så var det slagterens opgave at finde en leverandør der kunne levere varen. Lillejuleaftensdag skulle dyrene leveres, og så blev vognen læsset meget tidligt. Jeg måtte gerne komme med. Da en del var leveret ind i forretningen fik min far en liste over, hvor resten skulle leveres.. Så måtte jeg ind hvert enkelt sted. Nogen var venlige, måske lidt nedladende overfor en bondedreng. En sagførerfrue gav mig et møgfald, fordi jeg ikke var gået til køkkendøren. Skamfuld luskede jeg rundt om villaen og fandt den rigtige dør, hvor en venlig pige tog imod et øjeblik, inden furien igen dukkede op og belærte mig om, at der var forskel på folk, så jeg snublede, da jeg skulle ned ad trappen. Jeg havde tårer i øjnene af skam over, at jeg var så ringe; men min far trøstede mig med at folk, der anså sig selv for at være fine, fordi de var højt på strå, meget ofte også var lidt dumme. Hende her havde ord for at drikke en del. Jeg skulle lære ikke at høre efter alt, hvad der blev sagt til mig. Det var jo værst for hende, at hun både var lidt dum og lidt fordrukken. Selv om oplevelsen prentede sig hos mig, så den aldrig er glemt, var livet dog værd at leve igen allerede samme formiddag, især da vi kom ud til Krukholmgårdens hovedbygning, nu Motel Krukholm, med nogle suppehøns til nogen familier der. Det var folk, der var præget af arbejdsløshedens barske vilkår; men der var overskud til at byde på en kop kaffe inde i varmen, og vi skulle smage på de nybagte småkager. Jeg lærte vist noget om mennesker den formiddag. Min mormor, som førte madtraditioner med sig fra sin ungdom i sidste del af sidste århundrede, forstod også at lave nogle - efter min mening - yderst delikate pølser af det fede skind på halsen af ænder og gæs. Jeg er noget nær analfabet på det gastronomiske; men jeg mener, den slags "halspølser" blev til på den måde, at når skindet var syet sammen i den smalleste ende, blev pølsen stoppet med en fars, der mindede om medister. Kødet blev hakket, der kom lidt spæk imellem, løg, salt og peber og lidt stødt nellike. Efter sammensyning blev pølsen kogt, og efter afkøling og måske røgning blev det til et yderst velsmagende pålæg lavet af det, der oftest kasseres i vore dage. Spørg ikke om blandingsforhold o.l. Jeg er dårligt nok i
stand til at klare færdigretter. I alt fald smager de ikke ordentligt; men jeg
kan da slutte denne epistel med at ønske eventuelle læsere en rigtig glædelig
jul og et godt nytår og en solid lollandsk appetit. H. Bitsch Johansen
|
|