LOKALHISTORIEN
MEDLEMSBLAD FOR
Ravnsborg Lokalhistoriske Forening


Artikel fra blad nr. 7 - 2000


Højen i Horslunde

Hvad der fulgte af at læse en digtsamling.
En beretning i 5 afsnit

med finale.

 

UDSIGTSHØJEN

 

1. afsnit.

 

Sidste efterår blev jeg opmærksom på en lille bog på en af arkivets hylder. Ryggen og bagsiden af bogen er på et tidspunkt erstattet med et stykke lysegrønt karton og nogle af dens 90 sider er holdt sammen med tape. Men den originale beige forside er bevaret, og på den står:

 

FRITHIOF HAMRE

DIGTE OG SANGE

HORSLUNDE

FORFATTERENS FORLAG

1911.

er navnet er med kuglepen tilføjet: Lærer i Horslunde. Navnet sagde mig intet; jeg havde aldrig hørt eller læst noget om en lærer Hamre i Horslunde.

Frithiof Hamre

Ved læsningen af digtsamlingen blev det hurtigt klart for mig, at Hamre havde været logebroder. Mange af digtene er en bekendelse til og lovprisning af afholdssagen. I øvrigt virker digtene meget tidstypiske og kan være lidt svært tilgængelige i dag. Jeg var imidlertid mest interesseret i at se, om noget lokalt var omtalt, men det var sparsomt. Det kunne selvfølgelig være Horslunde kro, der var tænkt på i digtet HEJ, KROVÆRT -, hvor første vers lyder:

Hej, Krovært, fyld mig fluks et Glas,
der Ganen kan afvadske,
men bring mig ej, min gode Mads,
en "Carlsberg"-prydet Flaske.

Men det kunne for så vidt være en hvilken som helst kro.

 

I samlingens længste digt UDSIGTSHØJEN (Af et Brev) er Lolland nævnt, men det eneste med lokalkolorit er stednavnet Urne i sangen VED EN KONFIRMATION, tilegnet pigen Hansa. Da jeg senere i bogen mødte digtet HANSA THEIL, gik jeg ud fra, at der måtte være tale om samme person, da familien Theil netop er knyttet til Urne. Dette digt lyder:

Paa Grund af al den megen Regn
faar ej Besøg du af din Degn;
du faar kun dette lille Brev,
hvori jeg dette Ønske skrev;
gid Hansa alt til næste Aar
i lange Kjoler gaar og staar;
naar vi da følges du og jeg,
vil mangen Yngling ærgre sig
og i sit stille Sind sig jamre:
Ak, dér gaar Frøken Theil med Hamre.

Nu blev jeg lidt nysgerrig, for digtet forekommer mig at ligne en kærlighedserklæring. Var Hansa en virkelig person, og kom hun og Frithiof til at følges ad - fulgt af de unge mænds misundelige blikke?

Et par opslag i folketællingerne fra 1906 og 1911 gav følgende oplysninger: Hansa Juliane var født 1893 som ældste barn af Knud Frederik og Emma Kathrine Theil i Urne. Frithiof var født i 1874, kom til sognet i 1900 og ansat ved Horslunde skole. Han var ugift, men hans søster, Karen Egebjerg, der var enke med 2 børn, førte hus for ham.

Om der blev et par af Hansa og Frithiof, fik jeg ikke svar på, da arkivet kun har folketællingerne til og med 1911. Spørgsmålet måtte evt. afklares, hvis lejlighed en gang bød sig - og bogen blev lagt på plads.

 

 

 

2. afsnit.

 

Nogle uger senere blev den imidlertid hurtigt fundet frem igen, for da sad jeg med et af arkivets billeder, der viste en flok børn med spader, skovle og spande i hænderne og stående på en høj. I oplysningerne til billedet stod, at de 2 voksne var lærer F. Hammer og lærer Møller. Det første navn var sandsynligvis blot en fejlskrivning af Hamre.

En genlæsning af digtet UDSIGTSHØJEN (Af et Brev) fjernede enhver tvivl; digt og billede hørte sammen. Som anført i undertitlen er digtet formet som et brev til en bekendt, der er kunstmaler. Det er på i alt 36 vers, hvoraf kun en del gengives her:

(…)

Lad her mig minde Dem for Spøg
om Hoveriets Goder;
jeg laver paa en Udsigtshøj
ved Hjælp af Skolens Poder.

Af Lodden jeg en Strimmel skar,
skønt godt den sig forrenter –
et mægtigt Hul de gravet har,
hvorfra vi Jorden henter.

I Spandevis den bæres op,
og stadigvæk det stiger –
man skuer alt paa Højens Top
en Klynge vakre Piger.

De viltre Drenge bruger Mund
og slaas om Skovl og Spade;
men "Konkurrencen" ægger kun,
og Børnene er glade.

Det er for Lærerne Plasér
en saadan Flid at skue,
og navnlig i et Frikvarter
at se slig Myretue.

I Omkreds er vel Højen nok
halvtredsindstyve Alen,
den knejser som en Klippeblok,
især beset fra "Dalen".

(…)

Alt ligger som et tavlet Bræt
de graa og grønne Agre
med Hjem ved Hjem, bekranset net
af Lunde sølvblaa, fagre.

Ja, Gaarde, Huse dukker frem,
selv Staden i det fjerne –
man øjner alt af Kirker fem
og øver bravt sin Hjerne.

En ser sin Fader pløje hist,
en Skorstenspiben kender,
en spør’ og spør’ og véd til sidst
præcis, hvor Sognet ender.

Mens en lidt svimmel dukker sig,
en anden trygt sig breder;
en siger bleg, men fattet:"Jeg
kan se vor Lynafleder!"

(…)

Naar Værket knejser højt og frit
med Udsigt selv til Søen,
vil dette Landkort nydes tidt,
skønt kun en Part af Øen.

(…)

Digtet fortsætter i nogle betragtninger over, at vi bør nyde livet som et frikvarter, Gud har givet os, før klokken ringer os ind i "den sorte skole", hvor der er dødt og stille, for at ende med opfordring til modtageren af "brevet" om at komme til Lolland, som han måske kunne gøre til "et Malerkunstens Holland".

Med et glimt i øjet omtaler Hamre højbyggeriet som hoveriarbejde, men jeg er ikke i tvivl om, at eleverne har syntes, det var sjovt at være med til. Det lyser også ud af billedet, som Hamre må have haft liggende foran sig, da han skrev digtet. Men hvad beboerne i området har sagt om det, er nok et særdeles åbent spørgsmål, og børnene har sikkert fundet det knap så morsomt at bære jorden tilbage, da højen skulle sløjfes.

 

 

3. afsnit

 

Jeg fortalte til andre lokalhistorisk interesserede om det sammentræf, jeg havde været ude for ved helt tilfældigt at finde et digt og et billede, der passede sammen. Der var så en, der kunne fortælle mig, at Hamre lå begravet på Horslunde kirkegård. Herved fandt jeg frem til, at han var død den 17. august 1940, og ved hjælp af nekrologerne i lokalaviserne kunne jeg nu sammenstykke hans livshistorie i store træk.

Han var født i Nykøbing F., hvor faderen var smedemester. 2 brødre var blevet håndværkere, men han havde fået lov til at læse til lærer på Blågårds Seminarium i København. I året 1900 blev han ansat som andenlærer ved Nøbbet skole for så i 1904 at blive kaldet til førstelærer ved Horslunde skole, der nu hedder Ravnsborgskolen. Desuden blev han kirkesanger ved Horslunde kirke. I begge stillinger virkede han frem til sin død, altså i 36 år. Han betegnes som en meget dygtig skolemand, afholdt af sine elever og i forældrekredsen.

 

Tidende – Lolland (19.8.1940) skriver bl.a. om ham: I sine unge Dage interesserede han sig meget for Foreningsarbejde, Foredragsforening ikke mindst, og han var en dygtig Dilettantskuespiller; hans Interesser for Biblioteksarbejde var stor, og han var sjælen i Arbejdet for Horslunde Sognebibliotek. Hamre var tillige en digterisk Begavelse. I sine unge Dage udsendte han en Digtsamling, og lige til det sidste har han skrevet et Utal af Lejlighedsdigte. Endelig maa det nævnes, at Hamre var ivrig Afholdsmand og meget interesseret i Good-Templar. Paa de forskellige Omraader gjorde han en betydelig Arbejdsindsats, og han overkom med sin stærke Energi meget. Han var Tidende en fortrinlig Lokalmedarbejder.

I Hjemmets Kreds var Lærer Hamre en overordentlig gæstfri og hjertelig Vært. Der blev holdt aabent Hus i Horslunde Skole, og den afdøde Lærer havde en meget stor Kreds af Venner, som aldrig kedede sig i hans Selskab.

Endvidere kunne jeg se, at han foruden hustruen, Karen Margrete, født Bæhr, efterlod sig 2 sønner, Jørgen og Jens, på henholdsvis 15 og 11 år.

 

4. afsnit

 

Der var nu stof nok til en lille artikel her til bladet om digtet og billedet af højen med eleverne. Billedets kvalitet er imidlertid ikke helt tilfredsstillende; det er kun en kopi arkivet er i besiddelse af og desværre er det ikke noteret, af hvem man engang har lånt originalen. Men måske fandtes billedet også hos Frithiof Hamres efterkommere, det var da værd at forsøge. Og ved hjælp af Internettet og et par telefonopringninger kom jeg i kontakt med de 2 sønner, Jens, der nu bor i Nordsjælland, og Jørgen, der bor i Flensborg.

Tilsyneladende har familien ikke det billede, jeg eftersøgte, men de havde mange andre billeder af højen, for den var ikke, som jeg antog, blevet sløjfet. Tværtimod blev den forsynet med et rækværk på toppen og et tov til at holde i, når man skulle op og ned. Senere blev rækværket erstattet af et lille åbent lysthus i 2 etager, og der blev anlagt en trappe. Til sidst blev lysthusets nederste etage lukket af med vægge og vinduer og der blev indlagt telefon og elektrisk lys. Det sidste blev dog efter råd fra en elektriker pillet ned igen.

I det hele taget kom højen til at spille en stor rolle i familiens liv. For sønnerne især som hovedkvarter i deres lege med kammeraterne, men også som udsigtspunkt efter tordenvejr for at se resultatet af eventuelle lynnedslag. Herfra oplevede man også branden på Nakskov Sukkerfabrik (21.10. 1938). Gæster skulle gerne en tur på højen og efterfølgende skrive i "Højbogen".

 

5. afsnit

 

Gennem en kollega kom jeg i forbindelse med Elsa Rasmussen (født Samuelsen), der har gået på Horslunde skole fra 1933 til 1940. Hun fortæller, at højen stadig blev udbygget, idet hun sammen med andre elever fra skolen, har været med til at bære jord op på den. Jorden blev hentet lidt her og lidt der i den store have. Belønningen bestod i saftevand og småkager, der blev indtaget på højen, samt en udflugt til Nøbøllelunder, hvor man tilbragte dagen med at lege. Men også som et led i undervisningen kom eleverne op på højen, hvor førstelærer Hamre udpegede og fortalte om træk i det vestlollandske landskab. Vera Rasmussen, der nu bor i Nøbbet, betegner Hamre som en dygtig, men streng lærer, der forlangte orden i tingene.

Finale

 

Nogen tid efter begravelsen flyttede fru Hamre og de to drenge til Lundby på Sydsjælland, men de vedblev at holde forbindelse til familiens store vennekreds i Horslunde og omegn. Karen Margrethe Hamre døde i 1963 og blev begravet ved sin mands side på kirkegården i Horslunde. På graven står en sten Rejst af Elever og Venner.

Hansa Theil blev gift og flyttede til omegnen af Sakskøbing. Hun fik to børn, men døde relativ ung.

Lysthuset er på et tidspunkt blev revet ned, hvornår vides ikke, og selve højen forsvandt omkring 1970 i forbindelse med udvidelsen af Ravnsborgskolen.

 

Jens E. Christiansen.