LOKALHISTORIEN |
||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||
Artikel fra blad nr. 11 - 2002 |
||||||||||||||||||||
|
||||||||||||||||||||
Skrækkelig følger..."SKRÆKKELIGE FØLGER…" To sager om barnemord på Fejø Af
|
||||||||||||||||||||
Som omtalt i forrige nummer af "Lokalhistorien" foreligger der endnu en skillingsvise med tilknytning til Fejø - eller for at være helt præcis, så findes der to næsten ens viser. Viserne omhandler en retssag i 1884 om mord på to nyfødte børn på øen. Viserne med tilhørende beretning refererer til den affære, der er blevet kaldt "Den 2. Fejø-sag". Deraf følger naturligvis at der må have været en tidligere sag, og da der er en vis sammenhæng mellem de to begivenheder, og da det er mit indtryk at de ikke er almindeligt kendte, skal de begge i sammentrængt form gennemgås her. Til forståelse af sagerne skal datidens retsforhold og retspleje kort belyses. Retskredsene var normalt sammenfaldende med herrederne, men visse, ofte mindre distrikter kunne af en eller anden årsag være udskilt som selvstændige retsområder, de såkaldte birker. Fejø udgjorde et sådant birk. Som øverste embedsmand var udnævnt en birkedommer eller birkefoged som han også blev kaldt, og denne skulle tage sig af en række politimæssige opgaver og samtidig fungere som dommer ved laveste retsinstans. Til forhandlingerne eller forhørene i politiretten var offentligheden, også pressen, forment adgang. For at borgerne kunne stole på at alt gik ordentligt til, var som offentligt ombud udpeget nogle lønnede retsvidner der skulle overvære retsmøderne. En sigtet i en sag havde ikke automatisk en sagfører/advokat til at bistå sig i politiretten, dvs. under alle de indledende og ofte helt afgørende forhør. Først under den egentlige retssag, i denne forbindelse i Fejø Birks Extraret, medvirkede sagførere, såvel som anklager som forsvarer. Procesformen var den såkaldt inkvisitoriske hvor den dommer der skulle afgøre sagen samtidig skulle klarlægge de faktiske omstændigheder evt. med bistand fra den lokale sognefoged og måske en eller flere betjente. Der blev i en retssag lagt meget stor vægt på at få en mulig mistænkt til at indrømme sin ugerning, og man tog undertiden særdeles skrappe midler i anvendelse for at fremtvinge en tilståelse. I sagen fra Rudbjerg mod Anders Sællænder der hårdnakket benægtede at have myrdet Per Jönsson, lod dommeren den myrdede grave op 8 måneder efter begravelsen for at få den sigtede til at lægge hånd på liget og beedige sin uskyld. Selv om man ikke kunne formå Anders Sællænder til at røre den døde – jeg kan godt forstå ham – og sværge sig fri, virkede konfrontationen tilsyneladende efter hensigten. Dagen efter tilstod han. Først med retsplejeloven af 1919 forlod man den inkvisitoriske procesform og indførte den nuværende hvor politiet forestår opklaringsarbejdet, den sigtede/tiltalte er sikret en forsvarer fra sagens begyndelse, og dommeren skal være uvildig opmand. Desuden skal retsforhandlingerne normalt være tilgængelige for offentligheden. Samme år blev Fejø Birk ophævet, men endnu i 1950’erne var der et dommerkontor på øen.
Den 1. Fejø-sag.
Den 28. maj 1881 fandt kirkeværgen og graveren ved Fejø kirke i en affaldsdynge på kirkegården liget af et formentlig nyfødt og fuldbårent barn. Politiet mente det havde ligget på stedet i 2 – 3 måneder. Rygterne gik naturligvis på øen og udpegede først én ung pige og derefter en anden, Ane Christiansen, som mor til barnet. Ane blev undersøgt af en jordemoder der imidlertid ikke fandt tegn på at Ane havde født. "Trods al Umage" fra birkedommerens side fremkom der ikke nye oplysninger, og i marts 1882 lukkede han sagen, og den blev henlagt som uopklaret.
Ny birkedommer
Året efter kom en ny birkedommer, Carl Anton Freuchen, til øen. Han kunne ikke acceptere at der gik en ustraffet barnemorder rundt, og besluttede efter tilskyndelse af sognefogeden at genåbne sagen. Til hjælp fik han udlånt en betjent fra en anden retskreds. Forskellige omstændigheder gjorde at mistanken igen var rettet mod Ane Christiansen, bl.a. har det nok spillet ind at Anes søster, Sofie, der også boede på Fejø, kort forinden var blevet idømt 9 års tugthusarbejde for at have ombragt sit nyfødte barn. Og i almindelig omdømme blev det hele sikkert ikke bedre af at begge kvinder var "uægte" idet deres mor, Christiane Gotfredsen, havde fået dem uden for ægteskab. Den 17. juli blev Ane anholdt i Slemminge på Lolland hvor hun havde fået plads. Først nægtede hun at kende noget til barnemordet mere end 2 år tidligere, men efter hun af betjenten var blevet "formanet til Sandheds Følge", tilstod hun at hun i fastelavnsugen 1881 havde fået et barn der var dødfødt. Samme dag kl. 23 blev hun fremstillet i retten på Fejø, og efter et flere timer langt forhør blev hun fængslet. Jordemoderen udtale nu at hendes første undersøgelse havde været meget overfladisk, og da distriktslægen efter at have undersøgt Ane erklærede at alt talte for at hun havde født et barn, var sagen sådan set afgjort for hendes vedkommende. Det hjalp hende ikke at husholdersken, Karen Hansen, på den gård hvor hun tjente, fastholdt at hun ikke kunne tro at Ane havde fået et barn. Dommeren udfoldede i den efterfølgende tid en vældig energi og holdt hver dag forhør, undertiden flere gange om dagen. Han opsøgte vidner på øen og bragte Ane med rundt så hun straks kunne konfronteres med deres udsagn.
Fødte på åben mark
Ane ændrede sin forklaring flere gange, bl.a. havde hun sagt at fødslen foregik i søsterens hus, men efter atter at være blevet "formanet til Sandheds Følge og til med egne Ord uden at blive udspurgt at fortælle den sande Sammenhæng" forklarede hun at hun en nat på åben mark i nærheden af kirken og med bistand fra moren havde født et levedygtigt drengebarn som hun kvalte straks efter fødslen på morens opfordring, hvorefter denne havde skjult liget på kirkegården. Ane havde ved middagstid næste dag genoptaget sit arbejde, og ingen havde tilsyneladende bemærket at hun havde været gravid. Christiane Gotfredsen blev naturligvis straks arresteret og forhørt, men hun viste sig at være en hård benægter. Først den 15. september brød hun sammen og tilstod sin medvirken, men da havde det også været nødvendigt at sætte hende under et vist pres. Bl.a. var hun i en periode blevet sat på vand og brød, men da hun klagede over ikke at kunne tåle denne kost, kom hun på mælkekuren, dvs. at hun udelukkende fik mælk, hvilket hun påstod heller ikke at kunne tåle. Under forhørene der som tiden gik inden hun tilstod, kunne være meget langvarige, fik hun ofte lov at stå op. Dette hang sammen med at hun for det meste holdt øjnene lukkede og ikke ville se på dommeren når hun sad ned. Hårde domme
Den 23. november blev der afsagt domme i sagen. Husholderske Karen Hansen fik 2 måneders simpelt fængsel for falsk forklaring for retten. Ane Christiansen blev idømt forbedringshusarbejde i 5 år. Tilsyneladende kom det hende til gode at hun fra starten havde samarbejdet med retten. Anderledes streng blev dommen over Christiane Gotfredsen: Hun skulle have sit liv forbrudt, altså dødsstraf. I april og oktober 1884 blev sagen behandlet i henholdsvis Landsover- samt Hof- og Stadsretten (Landsretten) og Højesteret, og begge steder blev dommene fra Fejø stadfæstet. Heldigvis for Christiane var vi herhjemme på dette tidspunkt i praksis holdt op med at fuldbyrde dødsdomme når det drejede sig om kvinder, så ved kongelig resolution blev hendes dom ændret til tugthusarbejde på livstid. Mor og datter blev herefter indsat til afsoning i det daværende kvindefængsel på Christianshavn. Christiane kunne dog under normale omstændigheder påregne at blive sat på fri fod når 8 – 10 år af straffen var udstået. Foto fra Christianshavn med kvindefængslet til højre på hjørnet af Torvegade og Overgaden oven Vandet. Til venstre Christianshavns Torv. Her afsonede på samme tid Christiane Gotfredsen og hendes to døtre deres fængselstraf. Foto på Det kongelige Bibliotek.
Den 2. Fejø-sag
Næppe var dommer Freuchen på Fejø færdig med ovennævnte sag før han fik hænderne fulde med at efterforske to nye tilfælde af barnemord på øen, blot var der denne gang af velbegrundede årsager ikke fundet nogen børnelig. Sagen begyndte d. 2. januar 1884. En ung tjenestekarl, Carl Christian Jensen, var blevet anholdt for voldtægt af sin husbonds 3½-årige datter. Det kom i politiforhøret endvidere frem at han havde flere andre utilbørlige forhold på sin samvittighed. "Anholdte opfordres derefter til at forklare, hvorledes det er gaaet til, at han er bleven saa liderlig, og efter megen Modstræben for at dække over de Skyldige, forklarer han, at der hos Træskomand Niels Larsen, der beboer et afsides beliggende Hus i Vesterby holdes en Slags Kro" som der står i politiprotokollen. Det gik for sig næsten hver lørdag og søndag aften og der forekom druk og svir såvel som hasardspil og hor.
Blandt deltagerne i udsvævelserne nævnte han træskomandens svigerinde, Elise, samt to søstre, den 21-årige Louise og den 16-årige Christine Petersen. Sidstnævnte blev som den første indkaldt til forhør næste dag og da dommer Freuchen under afhøringen foreholdt hende at hun sikkert lige fra barndommen havde levet et usædeligt liv, indrømmede hun straks. Da dommeren spurgte om et sådant levned ikke havde medført at hun skulle have et barn, bekendte hun at det nok havde været tilfældet, men at hun på sin mors råd havde opsøgt en kone, Karen Siø, der på øen gik under navnet "Kabilles" og af hende købt et middel derimod. Hun tilstod endvidere noget overraskende at hun nogen tid før havde kvalt et barn som hendes søster havde fået. Liget var blevet gravet ned på en mark. Louise blev straks hentet og forelagt Christines forklaring tilstod også hun. Så var det træskomanden og hans kones tur. Hun indrømmede med det samme, men han stillede sig trodsigt an som retsvidnerne bemærkede det, og udtalte at han ikke var bange for birkedommeren, og at det de andre havde sagt om forholdene i hans hjem, ikke var rigtigt. Senere vedgik han dog at det undertiden var gået lidt livligt til. "Kabilles" der også blev hentet ind, påstod at det kun var et middel mod feber, hun havde solgt Christine. Senere indrømmede hun at midlet, der var et afkog af nælderødder, også kunne være godt for noget andet!
Langvarigt forhør
Næste dag beordrede dommeren det område af marken hvor liget af Louises barn skulle ligge, gravet igennem dog uden man fandt noget. Det var klart for dommeren at nogen løj, og han "posterede dem (derfor) i 200 Alens Afstand fra hinanden med hver sin Vagt, og passerede derefter stadig mellem dem, opfordrende dem til at fremkomme med indbyrdes selvstændige og sande Beretninger af det Passerede, da det ellers vilde være umuligt at faae Klarhed i Sagen. Paa denne Maade fremkom endelig efter flere Timers forløb Forklaringer af opklarende Natur". Nu flyttede man i det mindste indendørs, og i et forhør der varede til kl. 4 om morgenen forklarede Christine at deres mor, Marie Petersen, havde deltaget ved fødslen og det efterfølgende drab og bortskaffelsen af liget. (Hvordan det foregik vil fremgå senere.) Selv havde hun vægret sig ved at deltage, men moren havde sagt at hvis hun ikke gjorde det ville det gå ud over hende en anden gang. Denne forklaring blev godkendt af Louise. Der blev nu holdt en times pause som man formentligt har brugt til at hente moren ind, hvorefter dommeren – kl. 5! - genoptog forhørene. Forelagt døtrenes forklaringer tilstod moren at hun havde deltaget i det hele. Louises husbond og madmor blev derefter afhørt. Ingen af dem havde på noget tidspunkt bemærket at Louise skulle være gravid, og på trods af at dommeren nøje forklarede dem hvad de andre havde udtalt, fastholdt de. Mærkeligt nok blev de ikke senere tiltalt for falsk forklaring.
Christine også nedkommet
Dommeren havde åbenbart bidt mærke i at moren havde sagt til Christine at det ville komme til at gå ud over hende en anden gang hvis hun ikke deltog. Næste dag blev Christine afhørt om denne trussel, og hun tilstod da at det middel hun havde fået af "Kabilles" ikke havde hjulpet, men at hun også havde født. Det havde været meningen at moren skulle være kommet for at hjælpe, men fødslen var gået så hurtigt i gang at hun ikke kunne nå at sende bud efter hende. I stedet havde en anden tjenestepige på gården, Karen, hjulpet både med fødslen og drabet. Karen havde bistået fordi Christine havde en klemme på hende, idet Karen tidligere selv havde været i samme situation hvor Christine så havde assisteret hende. Så blev Karen hentet og foreholdt sagen faldt hun besvimet om, men kom dog hurtigt til sig selv igen og nægtede nogen som helst skyld, og selv om dommeren var både streng og mild mod hende, opretholdt hun sin nægtelse. Næste dag blev hun igen fremstillet og med samme resultat og da Christine begyndte at ændre sin forklaring til fordel for Karen, blev hun sat på fri fod. Nu var dommeren åbenbart blevet lidt betænkelig ved Christines tilståelse af at have født, og han lod hende derfor undersøge af distriktslægen. Resultatet af denne undersøgelse var at der forelå mulighed for at hun kunne have født.
Flere tilståelser
Christine indrømmede herefter at det var moren der havde hjulpet hende, hvilket denne efterfølgende tilstod. Marie Petersen fik nu at vide at "hun engang ville komme til at stå Vorherre til Ansvar for at hun nu talte Sandhed." Endvidere at det "muligvis kunne have Betydning for hendes Skæbne, om hun nu viste Anger ved at fremkomme med Bekendelse om sine øvrige Synder mod Menneskeliv." Og nu nærmest væltede tilståelser om drab ud af hende. Først tilstod hun at hun i 1865-66 mens hun tjente et sted mellem Maribo og Bandholm havde hjulpet husmand Mads Rasmussen og dennes hustru med at tage livet af 3 børnebørn idet deres 3 døtre med kort tids mellemrum var kommet hjem og skulle have barn. Dommer Freuchen fandt det imidlertid ejendommeligt at Marie skulle yde Mads Rasmussen og hans døtre sådanne "tjenester". Der måtte ligge noget bag. Og ganske rigtigt. Hun tilstod nu at hun nogen tid forinden barnemordene havde været med til drabet på en voksen mand. Baggrunden var at hun havde mødt en kvinde der blev kaldt "Snuse-Mette", og denne havde fortalt hende at Mads Rasmussen slog hvem som helst ihjel for at få penge. Marie kunne jo prøve at henvende sig til Mads og tilbyde ham sin hjælp og derved selv tjene noget. Dagen efter havde hun mødt Mads, og de havde aftalt at Marie skulle hjælpe ham ved at stå vagt og "gjøre andre mindre Tjenester som kunde forefalde under Myrderierne". Kort tid efter havde hun så holdt vagt mens Mads i en skov slog en mand ihjel, vistnok ved at kvæle ham, sagde hun. Hun var blevet sendt bort med nogle af mandens klæder, og nogle dage senere havde hun fået 40 kr. af Mads. Der blev nu sendt et telegram herom til Maribo politi, men det blev besvaret med at man dér intet kendte til et mord som Marie havde forklaret. Dommer Freuchen drog derfor den konklusion at der kunne være tale om en sømand, muligvis svensker, der af besætningen på skibet var blevet antaget for at have rømmet eller i fuldskab var faldet i vandet og druknet og aldrig meldt savnet. Kraftigt formanet til at lette sin samvittighed tilstod hun et par dage efter at hun havde hjulpet Mads Rasmussen med et lignende mord i en anden skov. Dommeren gjorde sig nu den ulejlighed at rejse til Lolland for at bese de to drabssteder, og han fandt at de passede meget godt med Maries beskrivelser. I politiprotokollen findes to kortskitser over de områder hvor mordene skulle have fundet sted. Distriktslægen blev bedt om at udfærdige en erklæring om Maries mentale tilstand og i den stod bl.a. at "hendes Stupiditet og Sløvsind og hendes i øvrigt ejendommelige Naturel nær, maa hun antages at være fuldkommen tilregnelig." Da der efterhånden var bragt overensstemmelse mellem morens og de to døtres forklaringer, kunne de afsluttende retsmøder berammes for de implicerede, dog ikke for Maries vedkommende da undersøgelserne vedrørende hendes forhold ikke var helt færdige. Skillingsviserne Forsiden af Strandbergs vise Dommene faldt den 29. marts 1884, men formentlig kort tid før må der være tilgået pressen oplysninger i sagen. I hvert fald udkom der to næsten ens skillingsviser, der begge bygger på en artikel i Nakskov Avis. Den ene vise udgives i Odense, den anden i København. Den første, der optræder med to lidt forskellige forsider, er "Udgivet af den blinde Smed Hans Christensen af Odense", er trykt hos Carl Thiedje og hedder: "En ny Vise om de skrækkelige Mord paa Fejø ved Lolland, hvorledes en Moder har forført sine 2 unge Døtre til paa en forfærdelig oprørende Maade at dræbe deres nyfødte Børn ved at halshugge og partere dem osv." Den anden hedder næsten det samme, nemlig: "Skrækkelige Følger af forbuden Kjærlighed, hvorledes en Moder paa Fejø ved Lolland har forført sine 2 unge Døtre til paa en forfærdelig oprørende Maade at dræbe deres nyfødte Børn ved at halshugge og partere dem osv.", er signeret "Peter Petersen, Husmand" og trykt hos Bernh. Wennstrøm. Imidlertid er det utvivlsomt tidens største producent af skillingsviser, Julius Strandberg, der er ophavsmanden til denne. Dels var han medejer af Bernhard Wennstrøms trykkeri, og på mange andre af hans skillingstryk anføres dette som trykkested, og dels fremgår det af en lille notits i hans dagbog for mandag den 31. marts 1884. Her står: "Skrev Vise om Fejø. Udk." Det sidste må betyde at visen er udkommet. Det første kan kun tolkes derhen at visen har omhandlet barnemordene. I modsat fald må spørgsmålet være hvad der på dette tidspunkt ellers har været på Fejø som Strandberg ville finde det umagen værd at skrive om? Sandsynligheden taler derfor for at visen er hans værk, med mindre der findes en tredje, nu ukendt vise om disse begivenhederne eller noget andet der netop da er foregået på øen. På Dansk Folkemindesamling der opbevarer Julius Strandbergs dagbog og mange af hans viser, oplyser man at det ikke er ukendt at han undertiden af forskellige årsager ikke ville lægge navn til det han skrev. Måske stolede han ikke rigtig på den historie der var baggrund for hans vise og for ikke i givet fald at blive skoset for at løbe med sludder, anvendte han et pseudonym. Oplevelsen med visen om Skorstensfejeren og Sidse (se forrige nr. af LOKALHISTORIEN) har formentlig også gjort ham forsigtig med at bruge sit eget navn.
Tyveri
Måske er forklaringen i dette tilfælde en helt tredje. Det er ikke kun de to visers titler der er påfaldende ens. Sammenligner man viserne vil man se at mange hele linjer er praktisk talt enslydende, og det kan ikke være en ren tilfældighed. Der må være tale om tyveri, et fænomen der ikke var ukendt blandt fabrikanterne af skillingsviser. Man stjal hvad man kunne af ideer osv. hos konkurrenterne eller hos de "rigtige" digtere. Det skal ikke glemmes at udgivelse af skillingstryk kun have et formål: at tjene penge; og ophavsret og andre nymodens "konkurrenceforvridende" foranstaltninger var totalt ukendte. Jeg finder at det er en nærliggende mulighed at Strandberg har plagieret skillingstrykket fra Odense, forandret titlen en smule, fundet et andet billede til forsiden og skrevet en lidt ændret tekst til en anden melodi. De medfølgende meget fyldige beretninger til de to viser er helt identiske. Måske har Strandberg der jo var den store visemester selv fundet at tyveriet var for groft og flagrant til at han ville sætte sit eget navn under visen, men har skrevet: Peter Petersen, husmand. Bevise det kan jeg imidlertid ikke, og jeg vil naturligvis ikke udelukke den mulighed at det er visen fra Odense der er et plagiat. Problemet er at vi ikke ved præcist hvornår denne vise er udkommet. Den tilhørende beretningen er dækkende for detaljer i sagen, men det er barsk og kvalmende læsning (så er I blevet advaret!), og den kan kun opfattes som ren spekulation i gru.
Odense-visen udkom med to forskellige titler, uvist af hvilken grund. Visens titel her er identisk med Strandbergs bortset fra at ordene "paa Fejø ved Lolland" er udeladt (se side 27). Det fremgår derfor ingen steder i denne udgave af visen at begivenhederne fandt sted på Fejø. Det er næppe sandsynligt at nogen af de i visen omtalte kvinder på noget tidspunkt har været udstyret med en sådan hovedprydelse.
Beretning.
Om de forfærdelige tre Barnemordersker, Moder og 2 Døtre, meddele vi i Uddrag efter "Nakskov Avis" Følgende: Et ugift Fruentimmer havde et Par Døtre, Louise og Christine, i en Alder af henholdsvis 22 og 17 Aar, som hver for sig blev frugtsommelige og som i Forening med Moderen for henved 2 Aar siden ombragte de af dem uægte fødte Børn strax ved Fødslen. – Da Louise mærkede, at hendes Nedkomst nærmede sig, gav hun Moderen Meddelelse herom, og de besluttede da, at Barnet skulde "ødelægges" strax efter Fødslen. Senere kom den da kun 14=aarige Christine til og blev indviet i Planen, samt paa Grund af Moderens Trusler bestemt til at deltage i Forbrydelsen. – Nogen Tid efter, da Christine en Aften besøgte Louise, mærkede denne Fødselsveer og sendte derfor Bud efter Moderen. De tre Forbrydersker tjente nemlig paa tre forskjellige Gaarde i Nærheden af hverandre. Moderen kom ogsaa tilstede, og efter-at de i Kjøkkenet paa den Gaard, hvor Louise tjente, havde sat sig i Besiddelse af en Huggeblok, en Øxe, 2 store Knive og 3 store Tørklæder, gik de om Aften Kl. 10-11 ud i Marken og toge Ophold ved et Gærde. Efter ca. 1 Times Forløb nedkom Louise med et fuldbaaret, levende og velskabt Drengebarn. Efter Planen skulde Christine nu dræbe Barnet, men hun vægrede sig, og først efter at Moderen paany havde truet hende med, at det skulde komme til at gaa ud over hende, hvis hun ikke gav efter og fuldbyrdede Forbrydelsen, tog hun den medbragte Øxe og huggede dermed Halsen over paa Barnet, som Moderen holdt over Huggeblokken. Saavel Barnets Hoved som Legeme parteredes nu i 24 a 26 Dele, og Stykkerne fordeltes derpaa i de 3 medbragte Tørklæder. Moderen vaskede derefter Øxen og Knivene samt kradsede noget i Jorden, saa at det fremkomne Blod ikke skulde komme tilsyne, og de tre Forbrydersker gik nu tilbage, hver med et af de Tørklæder, hvori Stykkerne af Barnet var lagte, og det var Bestemmelsen, at disse skulde spredes og nedgraves paa Møddingerne ved de tre forskjellige Gaarde paa hvilke Forbryderskerne tjente. Medens Moderen og Christine strax samme Nat efterkom denne Beslutning, havde Louise paa Grund af Mathed i Anledning af Fødslen, ikke Kræfter dertil, hvorfor hun, da hun kom Hjem, gjemte Tørklædet med Indhold i en Skuffe og først fik det ud nogle Dage senere. Allerede den Gang Louises Barn ombragtes, var Christine vidende om, at ogsaa hun var frugtsommelig, og det varede ikke længe, inden hun aabenbarede dette for Moderen. Denne forslog hende at bruge Abortivmidler, men da et Forsøg dermed ikke gav noget Resultat besluttede de senere i Forening at dræbe Barnet paa samme Maade som Louises. En Aften, da Christine mærkede Fødselsveer, lod hun derfor Moderen tilkalde. Denne kom ogsaa, og da de antog, at Gaardens Folk vare gaaede til Ro, forsynede de sig i Kjøkkenet med en Øxe og en Kniv og gik ud til Møddingspladsen, hvor de samlede noget Halm, som blev lagt hen i et Hjørne mod Svinestalden. Paa denne Halm fødte Christine ikke længe efter et fuldbaaret og velskabt Pigebarn, der havde Liv og begyndte at skrige. Det beholdt imidlertid ikke Livet ret længe, idet Christine strax huggede dets Hals over med Øxen. Derefter blev ogsaa Liget af dette Barn parteret, dog kun i 15 a 16 Stykker, men da Foraaret nærmede sig, og Gødningen fra Møddingen til den Tid blev ført ud og spredt paa Marken, turde de ikke nedgrave Stykkerne i Møddingen, og de kastede derfor disse ind for Svinene, som ogsaa syntes at fortære dem. Den Halm, hvorpaa Christine havde født, spredte de derefter atter ud på Møddingen, og efterat Øxe og Kniven var afvaskede, gik Forbryderne til Ro, hver paa sin Gaard. De Folk, hvor Louise og Christine tjente under deres Frugtsommelighed, havde mærkeligt nok ikke haft nogen Anelse om denne. I Begyndelsen af Forhørene kom alle tre Forbrydersker med allehaande Udflugter, men omsider lykkedes det dog at tilvejebringe sandfærdige Forklaringer fra dem, og de to Pigers Moder har under sin Arrestation afgivet den Forklaring, at hun, da hun for 19 Aar siden tjente i Mariebo Birk, har været meddelagtig i Drabet paa 3 andre uægtefødte Børn, ligesom hun ogsaa har tilstaaet, paa samme Tid og i samme Birk at have deltaget i Drabet paa to voxne Personer.
--o--
Virkeligheden overgår fantasien
I første og andet vers siger Strandberg at romaner kan fylde os med rædsel og frygt. Imidlertid ved vi jo godt at det er opdigtet. Men over for det der er foregået på Fejø, mangler han ord. Altså en variation af klicheen om at virkeligheden overgår fantasien! I øvrigt er begge viser stærkt fordømmende i deres holdning til de 3 kvinder. Der er ikke gjort noget forsøg på at finde en sandsynlig årsag til deres handlinger: at man som ugift mor var en paria i samfundet og at barnet som "horeunge" på forhånd var anbragt på samfundsstigens nederste trin, "kun sat i Verden til Besvær" som det hedder i Odense-visen. Fortvivlende fremtidsudsigter har udløst desperate handlinger. Men det var der ingen forståelse for hos viseforfatterne = borgerskabet. "De skrækkelige Mord" kan som det fremgår af begge viser, kun forklares ud fra en eneste faktor: vellysten, eller som dommer Freuchen måske ville have sagt: liderligheden. En syndig svaghed der havde spiret i pigerne fra de var små og som de var ude af stand til at styre har ført til "forbuden Kjærlighed".
Dommene
Det eneste punkt hvor de to viser afviger fra hinanden er med hensyn til dommene. Strandberg gætter på langvarige fængselstraffe, mens Odense-visen mener "deres Skæbne bliver vist, at ende paa Skafottet sidst!". Så galt gik det nu ikke. Dommene faldt den 29. marts, og Louise blev idømt forbedringshusarbejde i 5 år, Christine i 4 år, den trodsige træskomand fik 8 måneders forbedringshus, hans kone slap med 6 x 5 dage på vand og brød mens endelig Karen Siø ("Kabilles") fik 3 x 5 dage med samme sparsomme forplejning. Carl Christian Jensen, der jo var den der havde startet denne sag fik forbedringshusarbejde i 3 år. De erklærede sig alle tilfredse med deres dom og da stiftsamtet heller ikke ønskede at appellere blev de indsat til afsoning af deres straf. En afgørelse vedr. Marie Petersen trak noget ud da politiretten i Maribo var begyndt at blande sig i sagen. Her havde man ikke kunnet opspore en Mads Rasmussen eller nogen anden person der svarede til den beskrivelse hun havde givet. En kvinde med tilnavnet "Snuse-Mette" var også helt ukendt ligesom man ikke kendte til et mord endsige to. Marie blev derfor hentet til Maribo, og her trak hun sine tilståelser om de 5 mord på Lolland tilbage og sagde at det var pure opspind. Når hun ikke havde gjort det tidligere var det fordi hun ikke turde. Hjemme på Fejø igen opretholdt hun sin tilbagekaldelse, nok noget uforståeligt for birkedommer Freuchen, der erklærede at hun hyppigt var blevet opfordret til ikke at sige noget usandt om disse mord. Marie blev nu igen undersøgt af distriktslægen, og han erklærede at hun ikke kunne tillægges "samme Tilregnelighed som ellers hos voksne og sjælssunde Personer". Endelig den 29. maj faldt dommen over hende. På grund af den nedsatte tilregnelighed slap hun med tugthusarbejde i 8 år.
Sagerne ikke slut
Her kunne man jo så forvente at sagen var slut - men det var den ikke. Slet ikke. Det skulle vise sig at der var et artigt efterspil både hvad angår denne sag og "Den 1. Fejø-sag". Men det skal først røbes i næste nummer af LOKALHISTORIEN, hvor også kildehenvisninger m.v. vil blive bragt.
|
||||||||||||||||||||
Jens E. Christiansen |
||||||||||||||||||||