År 1879 den 29. november afholdt Horslunde-Nordlunde sogneråd et møde på kommunens fattiggård, hvor tilstede var samtlige medlemmer, og formanden bemærkede at: - fattiglem P. Carlsen ikke alene gjentagne, men flere gange har gjort sig skyldig i ulydighed og opsætsighed imod bestyreren på fattiggården samt imod sognerådets medlemmer, der have at føre tilsyn på fattiggården, - og at der forgjæves er meddelt ham advarsler og irettesættelser. På grund heraf vedtog sognerådet under forbehold af politimesterens indvilligelse, at belægge P. Carlsen med 4 ugers arbejde i Saxkjøbings tvangsarbejdsanstalt, og vil i en udskrift af det i dag passerede blive tilstillet politimesteren.

Ovenstående citat er hentet fra Horslunde-Nordlunde kommunes forhandlingsprotokol 1869-90. Om P. Carlsen er kommet på tvangsarbejde i Sakskøbing vides ikke, men mon ikke politimesteren har fulgt sognerådets indstilling.

Sognerådet i Horslunde-Nordlunde var i det hele taget særdeles nidkært, når det gjaldt de fattige i sognet. Den 27. oktober 1885 skriver de således til herredsfoged Hallberg og beklager sig over nok et genstridigt fattiglem:

Jeg vil i dag tage til pennen for at lade sognerådet vide at jeg er gået fra fattiggården og det vil jeg sige dem at der bliver jeg ikke for nu har de vist mig hvad vej og hvor vidt de kan gå med mig for det eneste de kan gøre mig er at sende mig til Saxkjøbing men det kan de ikke true mig med for der har jeg ingen nød, men jeg vil spørge om det gode sogneråd ved hvor meget jeg skylder dem jeg må absolut have tjent noget af de 30 dage jeg var derhenne og så vil jeg spørge om jeg ikke kan afsone de penge af hvert år for mine børn for at sætte et menneske så stærkt under tvang hvor vidt som det drives det ved jeg ikke men nu kan de som de vil men på fattiggården bliver jeg ikke.

Ole Klinke.

Eksemplerne her er blot nogle få af en lang række, Rudolf Olsen har fundet frem i sit slægtsforskningsarbejde. De er alle hentet fra Horslunde-Nordlunde sogneråds forhandlingsprotokoller perioden 1869-1890. Disse forhandlingsprotokoller, sammen med protokollerne fra fattigkommissionen, er en guldgrube af information om småkårsfolks kummerlige betingelser dengang. (Se også Rudolf Olsens artikel om fattigforsorg i Lokalhistorien nr. 4.)

Fra de tidligste historiske tider kender vi det nederste lag af et samfunds medlemmer under benævnelsen de fattige, og altid var deres lod den samme, nemlig at leve af de smuler, de tiggede sig sammen, eller som af nåde blev uddelt til dem.

I middelalderen tog kirken sig lidt af dem. Der blev oprettet hospitaler for de syge og gamle, og klostrene og kirkerne gav almisser til dem, som betlede - alligevel forblev der lige mange fattige.

Da reformationen indførtes i Danmark, blev det forsøgt at bringe lidt mere orden i fattigvæsenet.

For at blive fri for alt for mange tiggere, blev der uddelt betlertegn til de værdigt trængende. Før man gav sin gave, kunde man således forvisse sig om, at det var en virkelig trængende og ikke en dagdrivert, som fik almissen.

Efterhånden overtog staten og kommunerne hospitalerne. Men det hjalp kun lidt, antallet af fattige var lige stort - deres kår lige elendige.

Under Frederik den 4. blev det påbudt, at hver sogn skulde sørge for sine egne fattige. Beboerne i sognet skulde tegne sig for et vist årligt beløb til de fattige. Der var også enkelte mindre skatter, der tilfaldt dem, og præsterne skulde idelig fra prædikestolen formane kirkegængerne at give flittigt til de fattige. Ja, faktisk blev det påbudt, at han skulde oplæse navnene på dem, som intet gav.

Men det hjalp kun lidt. Først omkring 1800 blev der skabt et nogenlunde ordnet fattigvæsen. Ved fattiglovene af 1802 og 1803 lykkedes det overalt i by og på land at etablere en egentlig fattigforsørgelse. Der kom flere penge i fattigkasserne, og antallet af personer, som man overtog til forsørgelse, steg betydeligt.

Lovene af 1802 og 1803 henstillede udtrykkeligt, at fattighjælp i alle tilfælde skulle ydes i naturalier. Motiveringen var den simple, at kun på den måde mente man at kunne forhindre de fattige i at bortødsle den understøttelse, som de nu efter loven havde ret til at få. Det blev endvidere fastslået, at den hjælp der blev ydet, på ingen måde måtte gå ud over, hvad der var absolut nødvendigt til livets opretholdelse. Foruden kost måtte hjælpen bestå af husly, klæder, medicin, læge og i sidste ende - begravelseshjælp.

I midten af 1800-tallet blev det almindeligt at oprette fattighuse. Det var ikke mindst affødt af det stærke pres, der opstod om hjælp i 1860´erne, hvor et voksende antal daglejere, arbejdsmænd og tjenestetyende så sig nødsaget til at henvende sig om offentlig hjælp. Sognekommunerne havde den udtrykkelige hensigt at indrette fattighusene med det mest tarvelige udstyr, og et strengt reglement skulle holde eventuelle ansøgere borte fra at søge hjælp hos fattigvæsenet. Man tilstræbte også, at al hjælp skulle ydes på fattiggårdene, hvor forholdene nu ikke var meget bedre. Den fattige fik her sin fulde forplejning, mod til gengæld at udføre et nærmere fastsat arbejde.

At "være på sognet" var omtrent det sørgeligste, der kunne overgå folk, og mange trængende lod sig nøje med en mindre understøttelse, blot for at slippe for at komme på fattiggården.

Sognerådene førte omhyggeligt protokol over de økonomiske forhold, og – som vi har set i eksemplerne, der indledte denne artikel - alle andre tildragelser vedr. fattigforsørgelsen i sognet.

Her nok et eksempel – hentet fra Horslunde Nordlunde Kommunes Kopibog 1884-1886. Brev til Herredsfoged Hallberg 23/10:

I 1891 vedtoges en ny fattiglov, som af samtiden blev betragtet som et stort fremskridt og noget ganske enestående for Danmark. I dag vil vi nok se lidt anderledes på det, men følgende beretning fra 1914 - hvor loven stadig var gældende - giver et godt indtryk af datidens syn på fattigforsørgelse.

"Fattigloven er vedtaget 1891. Den siger, at det er samfundets pligt at sørge for alle trængende, der ikke har eller kan skaffe sig selv eller familie det nødvendige til livets ophold, og som heller ikke har slægtninge, der kan underholde dem.

Sognerådene og byrådene styrer fattigvæsenet; og pengene, som skal bruges dertil, fås af kommunernes skatter. - Hjælpen til fattige kan ydes i form af penge eller som ophold i et fattighus eller på en fattiggård. Er det tillige fordærvede personer, der skal have fattighjælp, sendes de i reglen til en arbejdsanstalt, hvor de er under stadig opsyn, og hvor de må udføre et eller andet arbejde. - De, der får fattighjælp, mister nogle af deres personlige friheder og borgerlige rettigheder. De er blandt andet under tilsyn. Fra fattiggårde og arbejdsanstalter må de ikke gå uden tilladelse. Gifte sig må de ikke uden det kommunale råds tilladelse. Og valgret har de ikke.

Hvis de fattigunderstøttede bliver i stand til at ernære sig selv, kan de betale den modtagne fattighjælp tilbage, og de får så alle deres rettigheder igen. Mange kommuner eftergiver modtaget fattighjælp, hvis den understøttede ikke de sidste fem år har modtaget noget.

Fattigvæsenet koster for tiden en årlig sum af omkring 6 millioner kr. Der forsørges omkring 50 tusinde, mænd, kvinder og børn, omtrent 1 af hver 60 af landets indbyggere.

Penge, der betales for ubemidlede som hjælp til læge, jordemoder, begravelse, eller som hjælp til lupussyge, tuberkuløse, blinde, døvstumme, åndssvage og sindssyge, betragtes ikke som fattighjælp, når vedkommende opholder sig på en af statens anstalter for sådanne.

Sammenlignet med andre lande har de fattige i Danmark ret gode kår.

Ved Lov af 4. maj 1907 påbydes det hver by- og sognekommune at oprette en hjælpekasse. - Hjælpekassens opgave er at støtte værdige trængende, som har fast ophold inden for vedkommende kasses område og ikke nyder fattigunderstøttelse, men bestræber sig på at ernære sig uden fattighjælp. Hjælpen ydes efter skøn i hvert tilfælde. Hjælpekasserne gør megen gavn, idet de bidrager til at holde folk, som er i øjeblikkelig trang, udenfor fattigvæsenet. Kommer de først der, er det sjældent, at de lærer at klare sig selv igen.

Annonce i Nakskov Tidende december 1915

Samme år som loven om fattigvæsenet i 1891 blev vedtaget, gennemførtes også loven om alderdomsunderstøttelse. Denne lov betegnede et stort fremskridt. Det er endogså sagt, at Danmark ved denne kom til at stå som nummer ét mellem alle verdens stater med hensyn til omsorg for gamle.

Loven giver hver trængende over 60 år ret til en årlig understøttelse, hvis han eller hun ikke de sidste 10 år har modtaget fattighjælp, og hvis han eller hun ikke er dømt for en i den offentlige mening vanærende handling. Tillige forlanges der også, at den trængende ikke er kommet i trang ved et uordentlig eller dårlig levned, eller ved at forære sin ejendom bort.

Understøttelsen, der bevilges af kommunalbestyrelsen, kan bestå i naturalier eller i frit ophold på alderdomshjem og asyler; men i reglen udbetales den i penge.

For Københavns vedkommende er det gennemsnitlige beløb, der uddeles omkring 200 kr. til hver person, i provinsbyerne 180 kr. og i landkommunerne omkring 110 kr. For tiden nyder 80 tusinde alderdomsunderstøttelse Det årlige beløb hertil er omkring 12 millioner kr. Pengene udbetales af kommunerne, men staten refunderer dog halvdelen af det udbetalte beløb.

Der er mange, der hævder, at loven om alderdomsunderstøttelse gør skade, både ved at pålægge kommunerne store økonomiske byrder, og ved at opfordre den opvoksende slægt til ødselhed; den behøver jo ikke at spare, siges der. Når 60 års alderen er nået, kan der jo kræves understøttelse. Men de har ikke helt ret, de, der siger således. Loven gør meget godt. Der er mange hæderlige gamle, der efter at have slidt et helt liv, ærlig og redeligt fortjener den lille understøttelse, de får. Og det er mange tusinder, der ved denne lov er blevet fri for at ty til fattigvæsenet.

Den danske lovgivning pålægger forældrene at sørge for deres børns legemlige og åndelige vel. I straffeloven og i politivedtægterne findes der mange påbud, som forældrene skal holde sig efterrettelige.

Det er således forbudt at "udsætte" børn, at kaste dem på gaden; det er forbudt at mishandle børn eller at sende dem ud at tigge. børn under 12 år må ikke arbejde i fabrikker.

Hvis forældrene ikke tager sig tilstrækkeligt af deres børn kan Værgerådet - en kommission valgt af det kommunale råd - skride ind. Og finder det fornøden grund, kan børnene tages fra forældrene og sættes i pleje, sendes til et børnehjem eller en opdragelsesanstalt. Anstalter hvor børnene nu behandles godt og opdrages til at blive hæderlige og gode mennesker.

Vor tid tager sig meget af børnene, fordi det er gået op for folk, at det gælder om at opdrage børnene godt, for derved at dygtiggøre dem til den kamp, som livet er, og fordi vi erkender, at mange forbrydelser har deres første rod fra et forsømt, usundt eller nødlidende barndomsliv."

I anledning af at dette jo er årets julenummer, vil jeg slutte denne artikel med et par skildringer af de fattiges jul.

I tiden omkring det sekstende århundrede var danskernes jul ikke helt den, kirken kunne ønske sig. Det var en skam, som danskerne åd, drak og legede sig gennem julen, sagde man. De burde have haft frommere tanker. Men tanker, fromme som verdslige, trives ikke særlig godt i et udslidt og forsultet menneske. De fattige levede som før nævnt af almisser, og ved juletid blev der delt lidt ekstra ud - flæsk, brød, øl og et enkelt lys til de fattige og trængende, der kunne fremvise en seddel fra sognepræsten om, at de var "værdige".

I en ligprædiken fra 1635 over adelsfruen Anne Brahe sagde man, at hun juleaften årlig havde bespist omkring fire hundrede personer. Det har altså været de fattiges ret at have grød, sul, brød og lys til den store fest. At de så nok fik det salte flæsk fra vinterforrådene, mens de mere velstillede frådsede i grise- og oksesteg, er noget andet.

I 1866 udkom "Peters Jul" for første gang og fortæller om juletræ og gås, risengrød med mandel i, godter og gaver i Peters velhavende familie. Tjenestefolk og fattigfolk mærker ikke meget til julen, bortset fra at pigen "takker herren og fruen". I nogle hjem fik tjenestefolkene fri om eftermiddagen, så de kunne være hjemme hos deres egen familie juleaften – i andre fik de lov at sidde med herskabet til bords denne ene aften om året.

Den fattige Rasmus får Peters ældste trøje, hvilket forekommer temmelig urimeligt, da Rasmus på illustrationen er et hoved højere end Peter!

I fortællingen Krøblingen fra 1872 fortæller H. C. Andersen om den private godgørenhed i forbindelse med julen. På herregården fejres juleaften, men "….tidligere på aftenen var allerede juleglæde i folkestuen. Også her stod et stort grantræ med tændte røde og hvide lys, små dannebrogsflag, udklippede svaner og fiskenet af broget papir, fyldte med godter. De fattige børn fra sognet var indbudte; hver havde sin moder med. Hun så ikke meget hen til træet, hun så hen til julebordene, hvor der lå uldent og linned, kjoletøj og buksetøj. Ja, derhen så mødrene og de voksne børn, kun de bitte små strakte hænderne mod lysene".

Og hvordan mon julen er gået for den unge pige, der i december 1876 annoncerede i Berlingske Tidende, at hun står "ene og forladt med et lille barn og beder velgører, som føler for den trængende, om et lån på ti kroner, som hun med stor taknemmelighed vil tilbagebetale.

Billet mrk. Håb………

John Grytner