Den 23. maj 1885 kunne man i Nakskov Dagblad læse følgende notits:

Nogle dage senere blev der fulgt op med denne meddelelse:

En ulykke blandt andre i en tid, hvor sikkerhed på arbejdspladsen nærmest var en by i Rusland. Men måske var det forhold, at den fandt sted på havets bund alligevel lidt ud over det sædvanlige, for den satte sig et spor. Der blev nemlig skrevet en vise om ulykken,

ikke for at hædre eller mindes den omkomne endsige protestere mod arbejdsforholdene, men kun fordi viseproducenten øjnede en mulighed for at tjene nogle penge på den. Den enes død …!

Forsiden af visen om Ole Larsen. Billedet viser en af de første, lidt primitive dykkerdragter fra 1795. Den, Ole Larsen var iført, var meget lig dem, der anvendes i dag.

Undertiden fik man lavet en tegning, der illustrerede visens indhold, men ofte fandt man blot på lageret en gammel, tidligere anvendt billedkliche, der passede nogenlunde til den vise, der blev trykt.

I tilgift til visen om Ole Larsen, fik man den sørgelige kærlighedsvise: Hvorfor bad du om mit unge Hjerte.

Gennem ca. 400 år, fra begyndelsen af 1500-tallet til begyndelsen af 1900-tallet blev der – normalt med det ene formål at opnå en fortjeneste - over det meste af Europa skrevet, udgivet og solgt viser som tryksager, gerne på 4 sider i oktav-format, dvs. lidt større end en halv A4-side. På forsiden af trykket, der kunne indeholde en eller flere viser, var der sædvanligvis en længere titel og et billede; det meste af tiden i form af et træsnit, men sidst i perioden forekom også fotografier.

De ældst bevarede danske viser er fra ca. 1530, og der er beretninger om, at det endnu i 1920’erne forekom, at børn gik rundt og solgte viser ved dørene. Fra midten af 1790’erne begyndte man her i landet at kalde dem skillingsviser, sandsynligvis fordi en tryksag med viser på det tidspunkt kostede 1 skilling. Efterhånden steg prisen til mellem 2 og 4 skilling. Navnet skillingsvise blev hængende ved, selv efter møntreformen i 1875, hvor prisen nu typisk var mellem 10 og 25 øre.

Viserne blev i byerne solgt på gader og stræder af såkaldte visekællinger eller af børn; på landet var det gerne omvandrende bissekræmmere eller kolportører, der bragte viserne ud til folk. Viserne købte de hos udgiveren eller en bogtrykker og videresolgte dem med en fortjeneste, og der blev i byerne reklameret for dem ved at råbe eller, hvad der var bedre, at synge dem. Ofte var de skrevet på en i samtiden populær melodi.

Skillingsvisernes storhedstid var sidste halvdel af 1800-tallet, hvor der udkom et utal af viser, ofte i store oplag. Den største visemager og –udgiver er uden for al tvivl københavneren Julius Strandberg (1834 – 1903), der nærmest gjorde det til en industri, og som blev millionær på det. Enkelte år kunne han nå op på at få solgt en halv million skillingstryk.

Man kan groft opdele skillingsviserne i 2 store grupper: Ugeblads-viserne og avis-viserne. De første handlede om kærlighed og utroskab, glæde og sorg, lykkelige mennesker og triste skæbner. Nogle af disse viser kunne have en lang levetid. Et par gode eksempler, der sikkert stadig kendes af mange, er: Det var en Lørdag Aften, og visen om: Hjalmar og Hulda eller Det brudte Kærlighedsløfte. En smuk, men sørgelig Sang om de to Elskende, som i Livet blev skilte, fordi Pigen sveg sin Ven, medens han var borte, men hvorledes de i Døden forenedes og nu hviler sammen. Indeholder 23 Vers. - som der står på forsiden af den. Sidstnævnte skrev Strandberg i 1879, og året efter blev den solgt i ca. 50.000 eksemplarer, og den blev siden genoptrykt adskillige gange. De fleste viser var "pæne", men Strandberg kunne også slå over i det muntre og tvetydige, således med: Ny Vise om Skorstensfeieren og Sidse, eller hvorledes Bondepigen lærte at tage rigtig paa Skorstensfeierens Skaft, og lærte Ting hun aldrig havde anet.

Visen udkom i 1863, men tilsyneladende først i 1872 var der en politiembedsmand, der læste den, og så blev den konfiskeret som utugtig.

Avis-viserne eller nyheds-viserne tog udgangspunkt i konkrete begivenheder herhjemme eller i udlandet. Emnerne kunne være mord, brande, tog- eller skibsulykker, krige, naturkatastrofer osv. Det var sensationsviser, og man fristes til at sige: Jo værre, jo bedre! I tidens løb blev viserne kortere for at give plads til en prosaberetning om begivenheden. Viserne havde en kort levetid, så det gjaldt om at få dem ud, mens nyheden endnu var varm. Den 4. oktober 1884 var det endda gloende nyheder Strandberg bragte til torvs. Dagen før var der udbrudt brand på Christiansborg slot i København, og i løbet af natten fik han skrevet og trykt 2 viser om branden. I alt 5 viser fik Strandberg ud om denne ulykke. Men konkurrencen var hård, og den 7. oktober noterer Julius Strandberg i sin dagbog bl.a.: Glimrende Forhandling endnu med de 5 Christiansborg-Viser. Nu gaaer det dog i Aften mere stille, da Konkurrenterne undersælger med det halve, og Nyhedens Interesse har tabt sig. Men til Provindsen solgte vi mange hundrede.

Også begivenheder med tilknytning til Vestlolland fandt vej til skillingsviserne. Den ældste jeg kender til er fra 1859 og hedder: Beretning og Sang om en Familiefader i Ryde, Røgter Anders Christensen, der myrdede sin Kone og sine 3 Børn Natten til den 13de Marts 1859. Stormfloden i 1872 gav tilsyneladende kun anledning til 1 enkelt vise, der godt nok findes i 2 udgaver. Topscoreren er mordet i 1881 på handelsmand Per Jönsson, og henrettelsen af morderen Anders Sællænder på Sølvbjerghøj i Rudbjerg året efter. Mindst 6 viser findes der om disse tildragelser.

Fra en af viserne om Anders Sællænders henrettelse. Tegningen er just ikke sart. Bemærk, at man kan dementere et rygte om, at bødlen har aflivet sig selv, da han ville afprøve den nye faldkniv, dvs. guillotinen, på sit eget hoved.

Men den er, som titlen også antyder, så gruopvækkende, at den af hensyn til læsernes sjælefred i julen, først vil blive bragt i næste nummer af -"LOKALHISTORIEN".