LOKALHISTORIEN
MEDLEMSBLAD FOR
Ravnsborg Lokalhistoriske Forening


Artikel fra blad nr. 15 - 2004


De små oaser
- om mergelgravning i gl. dage

af

Ivan Jacobsen

 

Engang så markerne i Danmark lidt anderledes ud.

I årene 1952-54 – endnu inden mekaniseringen og afvandringen fra landet for alvor tog fat – arbejdede jeg i landbruget på Vestlolland. Efterfølgende har meget forandret sig, det ser man bl.a. når man betragter markerne på vej gennem naturen – for der mangler noget.

De gamle mergelgrave i markerne kender vi som en del af landskabet – et stykke menneskeskabt natur – nogle af de synlige levn og minder i markerne fra forrige generationer der har hver sin lille historie. De, der endnu er tilbage, vidner om den tid, da bønder, daglejere og karle ofrede deres kræfter i det slidsomme arbejde med at opgrave og udbringe det kalkholdige ler, der blev kaldt mergel – det grundforbedringsmiddel, der var nødvendigt dengang for at hæve reaktionstallet i den sure jord; der hvor jorden ofte lå hen i våde områder uden afvanding. Nu blev der kalket og drænet, så jorden kunne yde sit bedste.

Hvis vi kunne betragte denne arbejdsgang, ville vi se mange folk i arbejde med skovl og hakke i det våde og tunge materiale. Hestene trak de læssede mergelkærrer op fra udgravningerne – en kasse med to hjul under, netop så stor, at én hest kunne trække læsset op af graven og køre det ud på de marker der var kalktrængende. Hensigten var naturligvis at fremme et større udbytte af afgrøderne i de dyrkede arealer. Hver lille gård havde sin egen mergelgrav, og de større havde en i hver mark.

Den største periode af merglingen fandt sted fra midten af det 18. århundrede og frem til 1930'erne; med tiden også på et større organiseret plan, hvor der blev etableret store mergellejer med gravemaskiner og mergelbaner flere steder i landet, bl.a. med Det Danske Hedeselskab som initiativtager. Men på Lolland var forekomsten så tilgængelig, at man, så at sige, kunne grave i egen jord. Merglingen afløstes efterhånden af andre metoder.

Mergelgravene alle steder fyldtes med vand, blev en del af landskabet og indgik i en sammenhæng med den øvrige natur. På de grønne bredder rundt om gravene sprang buske af slåen, hyld og tjørn , træer med pil, vild kirsebær og ellekrat i vækst og gav ly for det liv, der naturligt fandt sig til rette i de fredfyldte, og ofte idyllisk beliggende udgravninger, både på land og i vandet med vildænder, markvildt, fugle og frøer.

Vandhullerne gjorde nytte og gav drikkevand til kreaturer og heste der gik på græs. Til dette formål var det også en praktisk foranstaltning med en mergelgrav ved gården, og den var tillige et ideelt tilholdssted for ænder og gæs, der gennem sommeren blev opfodret.

Men de gamle mergelvogne blev ikke kasseret. I den tid på landet, da der endnu brugtes heste til trækkraft, blev de anvendt til oprensning i de gamle grave, når der med årene var samlet dynd og mudder på bunden af dem. Nu kan sådan et køretøj ses på Det Danske Landbrugsmuseum Gammel Estrup på Djursland.

Hvis det blev en tør og varm sommer, sank vandstanden ofte så meget, at oprensningen kunne foretages. En dag kørte vi ud fra gården Asserstrup ved Sandby til gårdens engarealer på Gangholm ved Roløkke, hvor kvierne gik på græs hele sommeren. I løbet af dagen, havde vi med to af disse køretøjer med heste og 3-4 mand, oprenset to mergelgrave derude. Det var i 1954.

En anden af de grønne enge, her i barndommens land, der lå i afsides og stille omgivelser, var en af vibernes ynglepladser. En gammel mergelgrav lå ud til den ene side, fyldt med liv af haletudser, frøer, snegle og et mylder af småkravl – et godt spisekammer for viben, tæt ved ynglepladsen. Et skønt og dejligt naturområde og fristed for os, når vi færdedes derude dengang; herude begyndte skoleferien hvert år med Skt. Hans bål.

Her gik kreaturer og heste uforstyrret om dagen, og ind imellem løb viberne omkring, let kendelig med deres nakketop og knejsende holdning og sort-hvide kontraster på vingerne.

Højt oppe udførte de deres akrobatiske flyveopvisninger med voldsomme dyk og drejninger under forårets parringsflugt, og deres fuglestemmer hørtes på lang afstand – hvert år når foråret var kommet.

Desværre har bestanden været aftagende i de senere år. Vand, og fugtige områder er en livsbetingelse, også for andre ynglefugle, deriblandt nattergalen.

Mange mergelgrave og levende hegn, der var med til at forskønne naturen, er over en lang årrække forsvundet – en konsekvens af menneskelig påvirkning, med en mere eller mindre uundgåelige udvikling i moderne landbrugsdrift. Og prisen for, at tid og arbejde, målt i penge, altid skal kunne betale sig.
Den gamle mergelgrav gik også til, og engen er for længst pløjet op. Sten, kvas, affald og meget andet, var med til at fylde graven op, inden det hele forsvandt.

Som så mange andre, blev den sløjfet, for at give mere plads til afgrøder og for at spare tid i marken med traktor og pladskrævende markredskaber.

På den måde gik mange af vildtets små oaser tabt, inden man erkendte, at de var bevaringsværdige.
I 1978 greb Fredningsstyrelsen ind, og naturforvaltningen hører nu under amterne.

Nogle disse små steder, er stadig med til at præge den danske natur, og har man mulighed for at komme tættere på et af dem en sommerdag, er det en god anledning til at studere og udforske naturen i rolige og afstressende omgivelser.

 

Ivan Jacobsen