Gamle folk husker endnu skibsvraget, der lå ved Lindelse, og hvorfra de badede som børn. Mange mente, at det var vraget af en tysk torpedobåd, der var strandet under 1. verdenskrig, men sådan forholdt det sig nu ikke.

I 1912 blev det importeret til Danmark af et partrederi i Fredericia, og i 1916 videresolgt til entreprenørfirmaet Såbye og Lerche i Odense.

De tog straks båden i anvendelse som bugserbåd for plutteprammene ved uddybningen af Nakskov fjord i forbindelse med anlægget af A/S Nakskov Stålskibsværft. Da denne opgave var fuldført, blev Lusi "midlertidigt" oplagt ved Trælholm. Her lå den indtil maj 1920, hvor daværende restauratør Eis fra Lindelse Lystskovpavillon købte den med henblik på sommersejlads på Nakskov fjord.

Kaptajn L. Gunnarsens rederi i Nakskov havde ellers eneret på en sådan sejlads. Han sejlede med turister på fjorden og ud til øerne, så der kunne jo nok være blevet en konflikt der. Sådan kom det dog ikke til at gå.

Lusi kom godt nok ud til Lindelse, endda på slæb efter en af Gunnarsens slæbebåde, men Lusi kom aldrig til at sejle med turister.

Det var nemlig sådan, at i Lusi’s "herreløse tid" fra 1918-1920 havde tyve stjålet alt, hvad der kunne stjæles ombord. Alt messing f.eks. lanternerne, alt tovværk, træværk, olie og kul – ja, alt var forsvundet på de to år, den lille damper havde ligget forladt ved Trælholm.

Alt det stjålne skulle genanskaffes, før der kunne blive tale om godkendelse af skibet til turistsejlads. Da værten i Lindelse Lystskov blev klar over, hvor meget Lusi ville komme til at koste ham, stillede han sagen i bero og afsagde faktisk dermed dødsdommen over sit skib.

Medens Lusi lå ved Trælholm, var den lejlighedsvis blevet tømt for bundvand. Da den kom ud til Lindelse og var blevet forankret så tæt på land, man turde trække skibet – ved lavvande var der kun 1 meter vand under kølen - blev den efterhånden ikke lænset mere, og bundvandet steg.

I efteråret 1921 sank Lusi lige så stille og lagde sig over på bagbord side samtidig med, at den gled en lille smule ud imod sejlløbet. Derved kom den nu 32 år gamle slæbedamper til at ligge som en ideel udspringsplatform for de badene – og måske af den grund iværksatte man intet bjergningsforsøg.

Lusi blev et meget yndet mål for badegæster, unge som ældre. Det var jo spændene med et vrag, man kunne vade eller svømme ud til, kravle op på og springe i vandet fra. Den lå så dejligt bekvemt kun ca. 25 m. fra brohovedet på badebroen. Fra kysten og ud til vraget var der jævnt skrånende bund, hvor børn kunne bade sikkert. På den anden side af vraget blev vandet imidlertid hurtigt dybt, og det vidste alle badegæster. Forældre kunne blot sige til deres større børn, at de ikke måtte komme uden for vraget, så var de på "sikker" grund.

Udspring fra vraget forgik på den måde, at man kravlede op ad kølen og op til styrbords ræling, hvorfra man så – hvis man ikke ville springe så højt oppe fra – lod sig glide ned langs dækket til maskincassingen, hvorfra man nemt kunne springe ud i det dybe vand. De første år, mens Lusi endnu havde sin høje skorsten, var det en stor sport for raske drenge og unge mænd at løbe ud ad skorstenen til toppen og så springe ud mod det dybere vand på sydsiden.

Restauratør Eis havde altså alligevel fået glæde af sit køb af slæbebåden Lusi – om end ikke på den måde han havde tænkt sig det, da han købte den i 1920. For, som Eis sagde det:

"Lusi trækker kunder til min restauration samtidig med at den glæder alle badegæsterne, både dem der bare kommer for at bade, og dem som efter badet søger herop til min forretning. Jeg har også bevaret mit venskab med kaptajn Gunnarsen, som sejler badegæsterne herud – uden udgift for mig. Og jeg har ingen udgifter på Lusi, som jeg jo ville have fået, hvis jeg havde restaureret den, hyret besætning til den, sat den i fart og skulle vedligeholde og betale skat af den. Så det er såmænd meget godt at den sank for mig derude. Den har hjulpet mig med at tjene pengene, jeg gav for den, ind igen uden en krones ekstra udgift for mig. Folk kan lide, at Lusi ligger derude, og så kan jeg også lide det – fordi det gavner mig."

Og restauratør Eis havde ret i, at folk kunne lide at slæbebådsvraget lå derude i Lindelsebugten.

I forvejen var Lindelse et attraktivt og idyllisk sted, og så var det geografisk nærliggende for nakskovitterne. Man kunne fra Nakskov nemt gå til Lindelse ad diget (det gamle Rosnæs), hvilket var en meget smuk tur. Eller man kunne cykle derud ad Helgenæsvej. Det var også en køn tur, men ikke så køn som den ad diget. I bil var det en lidt længere tur, idet det var nødvendig at køre over Sandby.

Turen til Lindelse fra Nakskov bød på masser af romantik, og selve stedet Lindelse må også siges at have rummet gode forhold for de forelskede og romantisk anlagte. Vraget af Lusi var en naturlig del af dette romantiske sted. Forestil Jer blot på en månelys sommernat, hvor unge sværmede langs skovkanten, på diget og stranden efter at have danset sig varme oppe i pavillonen. Bagefter kunne de så gå langs stranden, mens de skiftevis så hinanden dybt i øjnene og ud over vandet imod Slotø, hvor silhuetten af Lusi sås tydeligt i månelyset. Et af datidens kendte danseorkestrer, der spillede hyppigt i Lindelse Lystskovpavillon, havde som kendingsmelodi, "Fuld-månen stille sejler."

Efterhånden som årene gik, "glemte" publikum, at Lusi "kun" var en slæbebåd, og det hed sig, at det var vraget af en tysk torpedobåd, der var strandet under 1. verdenskrig

Årene gik og efterhånden blev Lusis vrag et betænkeligt bekendtskab for de badende. Skroget rustede mere og mere igennem, og man begyndte at skære sig på det, hvis man ikke så sig godt for. I slutningen af 30-erne blev Lusis vrag betegnet som direkte farligt at bevæge sig på for badegæsterne, og i slutningen af 1946 blev Lusi solgt for sidste gang - betalingen var en kasse øl ! ! !

Køberen var angivelig skibstømrer Hermann Schultze, der havde købt vraget til ophugning. Schultze ejede en lille grus- og stenfiskerbåd, "Edith" af Nakskov. Han hyrede to mand, der sejlede ud til Lusi og gik i gang med at brække vraget i stykker. Fra produkthandler F.F.Jørgensen i Havnegade i Nakskov medbragte de et skærebrændersæt, og en mand der kunne bruge det. Det kom dog kun lidt i anvendelse, og da man nåede til maskinen og kedlen, der var tunge og uhåndterlige og lå helt under vand, kunne motorspillet på "Edith" slet ikke klare opgaven.

Her kom Nakskovs flydekran til hjælp. Den blev hentet fra sin plads ved Færgelandskajen og med en bugserbåd slæbt ud til Lindelse. På to dage var resten af S/S Lusi taget op og sejlet ind til Nakskov, hvor stumperne blev afleveret hos produkthandler Ferdinand Jørgensen i Havnegade.

Med lån af flydekran og bugserbåd blev der dog næppe megen fortjeneste ved den handel!

Vi har på arkivet desværre kun oventående ret dårlige billede af S/S Lusi.

Jørgen Nielsen beskriver dog i sin beretning nogle fotografier, som måske stadig eksisterer, og som vi ville være meget interesseret i:

John Grytner efter beretningen "S/S Lusi’s historie" af Jørgen Nielsen, Maribo.