Min barndomstid var en uendelig rolig periode, både udadtil og indadtil. Verden var endnu i "ligegyldig ligevægt", og for øvrigt interesserede verdensbegivenhederne os ikke det fjerneste. Verden var sognet og dets nærmeste omgivelser – hvad der lå udenfor, kom os ikke ved.

De politiske stridighed mærkedes ikke synderligt – så godt som alle var jo vaskeægte demokrater, venstremænd, der var overbeviste om, at Estrup og hans bande var nogle af de største skurke, som fandtes i vort land og at Højre ikke pønsede på andet end at skrue udviklingen tilbage til hoveriet og hundehullets mørke tidsalder – ja sådan sagde man i hvert fald!

Heller ikke indenfor familielivet skete der i disse år noget særligt. Det ene år gik som det andet: Bedstemor sad i lænestolen og spandt tilsyneladende upåvirket af tidens gang. Kirstine Davids kom efter avisen ved syvtiden og Jens Saxkøbing gik sin aftentur til Noret for at skyde en lille and.

Grisen blev slagtet hen imod jul, og far skød nytårsaften det gamle år ud og nytårs morgen det nye ind.

Julehøjtiden fejredes i vort hjem på gammeldags maner. Juleaftens eftermiddag blev køerne sluppen ud af stalden til fri færdsel på mødding og i baggård. Så blev der gjort ekstra fint i stalden. Hakkelsen blev skåret til alle helligdagene, og inde var der selvfølgelig brygget og bagt og gjort hovedrent til jul.

Når alle syslerne var endt, og dyrene havde fået deres ekstrafoder, fik vi det "pæne" tøj på og samledes så inde i vor hverdagsstue omkring julebordet, hvor retterne denne og nytårsaften altid bestod af suppe og steg – derimod ikke risengrød. I modsætning til årets andre dage blev der på disse aftner "bedt til bords" og efter måltidet læst af salmebogen "aftenbøn om mandagen" eller hvilken dag i ugen det nu var.

Jeg synes alle disse "aftenbønner" var forfærdelig lange og kedelige, men det var noget, vi skulle igennem!

Senere drak vi kaffe med æbleskiver og klejner til, og så sang vi de gamle julesalmer. Derefter spillede vi kort om pebernødder en times tid, og så var den dejlige aften slut.

Juletræ og julegaver var der ikke noget, der hed. Dog husker jeg to gange, hvor der var blevet sendt gaver fra den præstefrue, i hvis hjem mor havde tilbragt en tid i sin barndom. Den ene gang fik jeg et lotterispil, den anden gang en bog med billeder af hunde, der var klædt ud som officerer, brandmænd osv. Begge dele var til stor glæde og holdt i mange år. Bror Krøyer fik en dukkedreng, men blev så fornærmet, at han kastede den ind under sengen – den krænkede hans mandfolkeværdighed!

Nytårsaften var en gentagelse af juleaften men fik dog et noget mere verdsligt præg, idet der altid kom en eller flere og skød nytår ind. Det glædede vi børn os umådeligt til. De skulle selvfølgelig fanges, hvilket sjældent voldte større vanskelighed.

En sikker gæst var Jens Sakskøbing. Han havde en fæl tør brændevinshoste og kunne høres længe før vi fandt ham. Så kom mor med kaffekanden og romflasken, og Jens fik sig en "Jøk" der satte hans i forvejen ikke ringe humør et par streger op. Kortene kom frem og vi fik os en lille "Napoleon". Det var kun småbeløb, der blev spillet om; men humøret var højt. Jens hostede og grinte både når han tabte og når han vandt, og vi børn synes det var vældig morsomt. Og morskaben blev ikke mindre, når også Vilhelm Degn og Per Snedker indfandt sig.

Vilhelm var en lille mand, men en stor original; han pralede altid med sin kolossale styrke, hvorefter han altid ved tærskning og andet arbejde fik det hårdeste job — han havde jo kræfterne! Hans kone var nogle og tyve år ældre end han. Hun havde været enke og i eget hus, hvorfor "degnen" havde giftet sig med hende i håbet om, at hun snart ville dø, så han kunne få sig en ung kone! Dette skønne håb gik aldrig i opfyldelse. Hun blev nemlig over 90 år, og da hun endelig døde var degnen en gammel mand, der kort efter blev stedt til hvile ved hendes side.

Hellige trekongers aftens dag var det gamle bedstemor Mettes fødselsdag, så denne aften fik en afglans af jule og nytårsaften. Vi havde tregrenede lys på bordet til ære for bedste og de hellige tre konger. Lysene var støbt til denne særlige lejlighed sammen med de andre lys, der blev støbt hen imod jul. Vi plejede at slagte et får ved mikkelsdags tide og herfra fik vi tælle til lys.

Kristine Davids, Jens Sakskøbings kone, der hed Marie Døstens og enkelte andre gamle koner var indbudt til den lille festlighed for bedstemor, og så gik det løs med spøgelseshistorier og viser. Marie Døstens kunne adskillige, både den om "Prins Ferdinand" og den frygtelige Handskemagervise.

Denne vise handlede om handskemagerbanden, deri midten af det 19. århundrede gennem adskillige år røvede og myrdede over hele Vestlolland. De levede tilsyneladende som pæne hæderlige mennesker, der om dagen passede deres arbejde; men om natten kørte de ud til fjerne egne, gjorde indbrud, afbrændte gårde og slog de folk ned der kom i vejen. I lang tid fattede ingen mistanke til de pæne mennesker; men omsider blev de opdaget og uskadelig gjort. Flere af dem blev halshuggede, andre fik livsvarigt tugthus; men Handskemageren, der havde været bandens anfører, sagdes at være undsluppet til Amerika – noget der dog ikke passede, idet han sammen med sine fætter blev henrettet på Sølvbjerghøj syd for Nakskov.

Denne vise, hvori bandens bedrifter blev omhyggelig skildret, gjorde vældig lykke; men den var også en gyser!

Foruden viserne og spøgelseshistorierne blev flere andre interessante emner berørt, således den store katastrofe, der i november 1872 ramte Danmarks kystegne, nemlig stormfloden, som jo alle de gamle havde oplevet. Navnlig var det gået ud over Lollands flade kyster, hvor store arealer blev sat under vand. En fortalte, hvorledes man var vågnet om morgenen og havde set alskens redskaber og husgeråd sejle rundt udenfor. En anden berettede, at hos hende havde man løst kreaturerne ude i stalden og var kravlet op på høstænget, hvorfra man ustandselig væltede hø ned til kreaturerne, så disse kunne kravle opad, efterhånden som vandet steg. Vi børn lyttede med åben mund til alt det sælsomme, der blev fortalt, og mangen gang senere hen i livet, når jeg i selskaber har deltaget i mere eller mindre kedelige samtaler, har jeg tænkt på de gamle koners spændende historier helligtrekongers aften derhjemme – de var i hvert fald ikke kedelige.

Kun en gang i min barndom havde jeg lejlighed til at se et juletræ. Det var i skolen og var iscenesat af præst og lærer. Jeg var den gang 9 år gammel og havde ved megen tryglen og mange bønner fået et nyt sæt tøj med lange benklæder, der dengang kun brugtes af voksne samt enkelte store drenge i konfirmationsalderen. Dette sæt tøj skulle indvies ved juletræs festen i skolen.

Jeg var uendelig optaget af de lange bukser; men juletræet imponerede mig alligevel i den grad, at jeg glemte dem i en stund.

Aldrig havde jeg set noget så storslået og strålende! Træet nåede fra gulv til loft, var fuldt med lys og kulørte poser med godter i læssevis.

I forvejen havde jeg gjort mig mange tanker om, hvordan et juletræ måtte se ud; men jeg havde alligevel ikke tænkt mig, at en almindelig gran ude fra skoven kunne blive så fin.

Naturligvis talte præsten, og vi sang salmer; men al min opmærksomhed samlede sig om træet og bukserne!

Der blev uddelt gaver og jeg fik et "panorama" - en æske med en linse i samt et halvt hundrede tyske landskabsbilleder. Også denne gave var gennem mange år til stor glæde og adspredelse i mit hjem.

Men tilbage til benklæderne. Jeg var jo, som før fortalt, kun lille af vækst, hvilket ofte pinte mig. Jeg havde derfor den tanke, at lange benklæder – om end de ikke kunne lægge en alen til min vækst – så dog kunne gøre mig betydelig større, så jeg kom til at ligne en voksen mand.

Imidlertid må mor have haft en anden mening, for lige efter jul klippede hun dem af ved knæene, og der gik flere år, før jeg opnåede at få lange bukser igen.

Jeg husker også den strenge isvinter 1888. Om efteråret havde vi haft en lille stormfold, hvor havet gik ind og satte de omkring Noret liggende enge under vand helt op til Stubtykke skov. Førend havet trak sig tilbage, satte det ind med hård frost, så Norret fik en udstrækning mange gange det normale. Det blev den hårdeste og mest langvarige vinter, jeg oplevede i min barndom. I omtrent en måned var vi – til vor store fryd – afskåret fra at gå i skole. Sneen havde lagt sig i hushøje driver overalt. Skovvejen om til vort hjem var ganske føget til, og sneen lå i højde med trætoppene. Hele mandskabet var ude hver eneste dag i et par måneders tid og måtte grave os ud. Det tog en hel dag, i hvilken mandskabet holdvis var gæster hos os, hvor de blev varmet op og beværtet med kaffe og rom. Ved aftenstid så stuerne forfærdelige ud af al den sne, der var slæbt ind i dagens løb.

Langs Smålandshavets kyst dannede der sig hushøje isfjelde og hele landskabet fik et grønlandsk udseende. Men vi børn morede os med sneen og isen, gravede huler i snedriverne og klatrede omkring i isbjergene eller løb på skøjter på Nor eller strand – helt ud til ålestagerne, hvor man skulle tage sig i agt de våger der var hugget.

Vinteren holdt sig til april, og det år fik man først sæden i jorden i maj måned.

Foruden de flere gange nævnte originaler var der en i nabolaget en ældre mand, som alle børn var meget bange for. Han hed Lars Blak og beboede et husmandssted omme ved en lille kratskov der kaldtes "Mikkelskoven".

I modsætning til andre originaler var Lars indesluttet og tavs og havde ikke omgang med nogen. Han var lang og knoklet, gik altid med den ene hånd på ryggen og var normalt uhyggelig at se på. Vi børn holdt ikke af at møde ham og gik helst langt uden om.

Det som skabte ængstelse, var alt det, man fortalte om ham, for det første at han engang havde aflagt falsk ed, og at det var derfor, han gemte de tre fingre på ryggen; dernæst at han stod i pagt med fanden og ved hans hjælp kunne gøre mange mærkelige ting, f.eks. "drukne ænder". Dette foregik på den måde, at han stillede sig ud ved vandingen, hvor ænderne svømmede og udtalte sine besværgende ord, hvorpå ænderne dykkede ned og blev så længe under vand, til de som døde kom op til overfladen.

Dengang – og formodentlig endnu – var spurvene hen imod høst slemme ved hvedemarkerne; de satte sig i hundredvis på stråene med de hel- eller halvmodne aks, knækkede stråene og baskede en mængde kærner af.
Hos Lars kom der ingen spurve!

Når høsten nærmede sig, gik han en tur gennem sin hvedemark. Var der spurve, fløj de øjeblikkelig og kom ikke mere tilbage. I naboernes marker kunne der være hele flokke, og jog man dem bort, fløj de til markens anden ende og fortsatte ind til naboen, men aldrig til Lars, ikke engang over, men altid uden om marken – ja, sådan fortalte folk.

Intet under, at vi ikke holdt af at møde Lars Blak:

Og rædslen for ham blev ikke mindre, efter at han havde hængt sig i hanebjælken over fårehuset, hvor hans kone Silja kom og skar ham ned, så han faldt lige gennem stænget ned til fårene!

Tre dage efter kom Lars imidlertid atter til hægterne, og vi så ham igen med højre hånd på ryggen vandre afsted ud over engene. Nu var vi for alvor bange for ham. Folk sagde. at han havde været rigtig død og var kommen i helvede; men så ville fanden ikke have ham, derfor var han blevet sendt tilbage.

Et par år senere lykkedes det dog Lars at tage sit liv på den måde, at han tog sin bøsse stillede sig med ryggen mod en vandfyldt mergelgrav og gabende over løbet, hvorefter han trykkede af med foden. Skuddet knaldede og Lars faldt med gennemskudt hoved i vandet. Denne gang fik han lov at forblive der, hvor han var rejst hen.