LOKALHISTORIEN |
|
Artikel fra blad nr. 9 - 2001 |
|
Folkeminder i Nørre Herredaf Ivan B. Hansen |
Alan Hjorth Rasmussen var lærervikar ved Birket Centralskole i 1959-60, og historisk interesseret som han var, indsamlede han et stort materiale om "Folkeminder i Nørre Herred", som senere blev udgivet. Bogen rummer en stor del af det, som er blevet fortalt fra mund til mund gennem årene, og lykkeligvis nedskrevet inden materialet gik tabt. Dengang var der endnu mange, som kunne huske det, som de gamle havde fortalt. I vore dage er der jo ikke mere nogen, der fortæller de gamle historier og sagn. Det er vel et fåtal, der kender dem; og i hvert fald de unge har aldrig hørt dem. Men sagnene og historierne, det de gamle fortalte, er jo en del af vores historie; og det er vigtigt for vores forståelse af os selv, at vi kender vores egen historie. Alan Hjorth Rasmussen skriver i indledningen til bogen: "Interessen for vore forfædres liv og færden bliver større og større, jo længere vi bevæger os bort fra deres tid." Meget af det, de gamle fortalte, handlede om uforklarlige hændelser. I dag betegner man disse forsøg på forståelse af det uforklarlige som overtro. Mange vender ryggen til, og siger, at de er da ikke den mindste smule overtroiske. Det var bare de gamle, der var så dumme. Men var de så dumme? Eller byggede de bare videre på de erfaringer, som en endnu fjernere fortid havde gjort? Men "Folkeminder i Nørre Herred" handler ikke kun om det uforklarlige. Vi får fortalt om besynderlige hændelser, der er foregået, og som er blevet husket og fortalt fra mund til mund, for omsider at blive nedskrevet. F.eks. denne beretning der skal være foregået i Horslunde i stavnsbåndets dage: En dag blev der tudet til bystævne i byhornet og bønderne stimlede sammen uden for smedjen. På dagsordenen stod, at der fra en bonde var stjålet korn fra loftet. Fodsporene i støvet viste hen til "den halte", som en bonde på en udflyttergård kaldtes. Ham blev der sendt bud efter, men han nægtede naturligvis ethvert kendskab til tyveriet.Den kloge smed sagde imidlertid: "Tyven skal jeg nok afsløre, for jeg har ikke for ingenting lært at slå søm for tyveøjne." Smeden tegnede et øje på porten, tog et stort søm og en hammer og sagde: "Når jeg slår dette søm i porten, så går der, ved det syvende slag, et søm gennem øjet på tyven." Og så gik "den halte" hurtigt til bekendelse og måtte love at bære det stjålne korn tilbage. På et spørgsmål om hvorfor han dog havde stjålet korn, når han selv havde så rigeligt, svarede han, at hans gamle moder altid havde indprentet ham, at der var mest held ved korn, der var stjålet. Det fortælles, at den halte mand blev dømt til at "give tyvetønde". Det vil sige: Give en tønde øl til bystævnet. Når denne blev drukket, og drikkehornet gik på omgang, blev der spurgt enhver: "Hvem drikker nu?" og svaret: "Det gør en ærlig mand." Når man nåede til tyven, skulle han svare på spørgsmålet: "Det gør tyven." Der var førhen en rigdom af sådanne beretninger, som man – i stedet for at kigge fjernsyn - underholdt hinanden med. Det er også en opgave for lokalhistorikeren at samle disse beretninger, og få dem skrevet ned, inden de for altid er borte.
Ivan B. Hansen. |
|