I Dybølskanserne

Den 21. besatte regimentet højre fløj af stillingen. Den 22. marts havde soldaterne den glæde at se deres konge iblandt sig i Dybbølskanserne. I den for fjendens heftige beskydning særligt udsatte skanse II opholdt Hs. Maj. Kongen sig længere tid, og da den kommanderende officer ville henlede kongens opmærksomhed på, hvor der skulle søges dækning, når en granat kom, ville han aldeles ikke høre tale herom. Den 26. og 27. lå regimentet igen på venstre fløj, og om aftenen rykkede det som reserve til Sønderborg. Ved 3-tiden om natten til den 28. hørtes et par skud fra Dybbøl by efterfulgt af en knitrende riffelild, og dernæst lød vilde råb, de fremstormende preussiske kolonners kampråb. Fjenden havde nemlig besluttet at forsøge at skyde sine forposter nærmere ind mod skanserne og foretog i den anledning et voldsomt angreb. K1. 3,30 blev der blæst generalmarch i Sønderborg, og hurtigt stillede regimentet, hvorefter kompagnierne i taktfast løb ilede ned mod broen over Alssund i håb om, at de denne gang skulle komme tidsnok til at få lov til at deltage i kampen. Regimentets 1. bataljon besatte terrænet mellem skanse VI og skanse VIII og åbnede en heftig geværild mod fjenden, som ikke lod det mangle på svar, idet kuglerne regnede ned over vore folk. En af regimentets unge Løjtnanter skrev umiddelbart efter: “Det lød, som naar der kastes Ærter paa et Sold, og medens vi unge uvilkårligt drejede Hovedet, saa stod General du Plats skønne Soldaterskikkelse roligt med Kikkerten for Øjet”. Da det var blevet lyst, sendtes flere delinger ud for at rense Dybbøl for fjender. Angrebet lykkedes, og fjenden måtte opgive byen. Her udmærkede løjtnant Benzon sig; han førte en deling af 3. kompagni, gik med udmærket kækhed løs på fjenden og kastede ham tilbage; han såredes selv af 4 kugler, og fra løbegravene så man ham to gange falde, atter rejse sig op og storme fremad, indtil han atter ramtes. Regimentets underlæge Thadæi tog straks sammen med en anden behjertet mand en båre for at hente ham, men de bragte Benzon død tilbage. - Kl. 6 var kampen til ende, fjenden havde ikke nået sin hensigt, men var blevet kastet tilbage. Regimentet havde yderligere 6 mand døde, medens 1 officer, 1 underofficer og 8 mand såredes. Den sårede officer, premierløjtnant Engelhardt, vedblev trods sit sår at føre sit kompagni til kampen var til ende. - Solen skinnede, da regimentet igen rykkede tilbage til Sønderborg. Der var en glimrende stemning blandt mandskabet, thi alle havde følelsen af at have gjort deres pligt og af, at vi havde vundet en sejr; da brohovedet passeredes, stod her en gruppe fanger, som var blevet taget under kampen, og vor gardes musikkorps spillede lystigt op.

Jo længere belejringen skred frem, des mere anstrengende blev tjenesten for soldaterne; men de vidste at bære disse hårde trængselsdage på Dybbøl med aldrig svigtende mod og udholdenhed. Hele terrænet, der var oppløjet af granater og tusinder af fødder, var blevet et bundløst ælte, hvilket forvoldte soldaterne store lidelser. Skanserne var ved den vedholdende beskydning næsten faldet sammen, og bag disse lå soldaterne i pløre og snavs med geværet i hånd, dag og nat parate til at ofre deres liv, om fjenden skulle storme. Når så tjenesten i skanserne var forbi, vendte de tilbage til kantonnement på Als for at komme lidt til kræfter oven på de udståede lidelser.

 

Et øjenvidne fortæller således om det indtryk, vore afdelinger gjorde, når de vendte hjem fra stillingen: “De var tilsølede i næsten utrolig Grad. Støvlerne vare som trukne op af et Morads, den lange Feltkappe, de opsmøgede Benklæder, ja endog Vaabenfrakken garneret med et saa tykt Lag Snavs, og Folkene i øvrig saa overstænket fra Top til Taa, at man knap kunde tænke sig Muligheden af, at de nogensinde igen bleve rene; men hver gang disse, ved Hjemkomsten til Kantonnementerne saa tilsølede, og dertil i Reglen af Regn og Sne gennemblødte Afdelinger, efter faa Dages Forløb igen drog over i Skanserne, havde Mandskabet altid et om ikke propert, saa dog net og anstændigt Udseende. Og enten Marchen gik frem eller tilbage, lød Sangen endnu den Gang bestandig muntert i rækkerne; det var først senere, da beskydningen af Dybbølstillingen blev mere og mere overvældende, at Sangen sagtnede noget - den forstummede aldrig - Man saa dødsfaren lige i øjnene og bevarede det gode Humør, idet Pligtfølelsen og Kærlighed til Fædrelandet holdt Modet oppe”.

Den 6. april om aftenen besatte regimentet venstre fløj og var den følgende dag udsat for den mest morderiske ild fra de preussiske batterier; der blev i dette døgn affyret 3463 skud mod stillingen, mandskabet måtte grave sig huller ind under løbegravenes brystværn for at skaffe sig dækning. Her lå nu regimentet klumpet sammen i den opblødte jord, udsat for fjendens stadige beskydning, uden at nogen tabte modet, tværtimod gik talen lystigt mand og mand imellem. Sekondløjtnant la Cour, som var delingsfører ved 6. kompagni, overværede således den dag en for folkenes stemning ret betegnende samtale. Kompagniet havde en skrædder, som var en stor politiker, og da regimentet lige før krigens udbrud havde besat Dannevirkestillingen, læste han altid aviserne højt og endte gerne sit foredrag således: “men de' blywer no' et te' Krig, de ska' I et tro”. Nu sad delingen i april i sine jordhuller, medens tusinder af granater slog ned omkring den; da hørte løjtnanten en af folkene råbe: “Skrædder, trower do de blywer te' Krig”. Skrædderen svarede: “Ja, de' sier jo lidt uj etter´ et”; og dermed var diskussionen forbi, men latteren lød hjertelig i hele kompagniet. - Regimentet havde i dette døgn 11 sårede.

I disse dage havde en borger København sendt overkommandoen 5000 rigsdaler til belønning til soldater, som havde gjort sig fortjent hertil. Der blev straks udbetalt 100 rigsdaler til 6. regimentets 1. kompagni - kaptajn C. Schøller -, fordi kompagniet altid havde arbejdet så flinkt i løbegravene; det blev ganske vist kun nogle få mark til hver mand, men hele regimentet følte det med rette som en hæder, at et af dets kompagnier havde modtaget denne belønning. Yderligere fik kompagniet en tak i regimentsbefalingen. 

Den 8. april lå regimentet i brohovedet, og her fejrede officererne Hans Majestæt Kongens fødselsdag med et chokoladegilde, medens granaterne sprang omkring dem. På denne dag oplevede regimentsadjudanten, sekondløjtnant Krag, et eksempel på, hvor pligtopfyldende og ærekær den danske soldat var. Løjtnanten stod i brohovedet, da en dødeligt såret ingeniørsoldat blev båret forbi. Med møje løftede den sårede sig lidt op og spurgte: “Ved De ikke, hvor Løjtnant N. af Ingeniørerne er!” “Nej”, svarede løjtnant Krag, “men har De noget, der skal siges ham, skal jeg melde ham det”. - “Vil De sige ham”, sagde den døende soldat, “at jeg har måttet forlade min post, og at der ingen anden er til at røgte min gerning”.   Den 13. og 14. april var regimentet igen skanserne. Om natten blev der foretaget et mindre udfald, hvor folkene gik bravt frem; men de kunne intet udrette mod Preusserne. som lå dækket i deres løbegrave og med deres udmærkede bagladeriffler beskød vore folk under fremrykningen. Under dette angreb faldt sekondløjtnant A.V. Hansen, idet han førte sine folk fremad; regimentets samlede tab disse 2 dage var 8 dræbte: 1 officer, 1 underofficer og 6 menige, 35 sårede samt 20 fanger, som mistedes under det natlige udfald. 

Om aftenen den 14. gik regimentet til brohovedet, og den 15. rykkede det igen ud til højre fløj. På marchen herud kom regimentet forbi et regiment, som trykkede sig ved at begive sig ud til sin post, idet folkene mente, at det ikke var deres tur. 6. regiment skammede dem ud, og der hørtes harmfulde ytringer om, at det var bedst først at skyde på dem, der ikke ville gøre deres pligt, og så igen gå over i skanserne. - Det omtalte regiments tøven varede dog ikke længe; kort tid efter rykkede det ud på sin post og gjorde her sin forseelse god igen ved med stor tapperhed at kæmpe i skanserne i de følgende dage. - Denne dag dræbtes sekondløjtnant Lassen og hans oppasser, idet de ramtes af samme granat.

Den 17. april gik regimentet i kantonnement på Als og kom således ikke til at deltage i kampen den 18., da Preusserne endelig stormede de sønderskudte skanser. 

Den “Vandringsbog”, som skyldes en 3l-årig, østjydsk tjenestekarl fra 6. Infanteriregiment, indeholder bl. a. om den første gang, han skal i ilden, at “vi var alle ved et frit Mod og tænkte ikke paa nogen Fare; vi drak os en lille Snaps og bad til Gud, at han vilde give os en heldig Sejr”.  
Efter stormen den 18. April, hvor hans Regiment ikke er med fortæller han - som saa mangen anden - hvor han er “glad ved, at vi var sluppet fra Dybbøl om Natten før, men alligevel bedrøvet For vore Kammerater, som vi vidste at have meget at udstaa, inden de naaede Als, og mange var segnede for Fjendens Kugler”. Under Vaabenhvilen indeholder bogen i Maj maaned det betegnende: “Mit Kvarter var hos en Bondemand; der var vi 17 Mand, og Folkene var gode mod os, kuns Tjenesten var os modbydelig, vi maatte om Formiddagen exercere i tre Timer og havde en Times March, før vi naaede Pladsen. Det var vi gamle Karle meget imod, thi vi mente, at Vaabenhvilen var, for Soldaten skulde samle Kræfter i Stedet for at anstrenge ham”. 

Regimentet kunne med stolthed se tilbage på sin deltagelse i forsvaret af Dybbølstillingen, og havde det fået lejlighed til at være med den sidste dag. havde det sikkert heller ikke svigtet her. En englænder, som overværede Dybbølstillingens forsvar, skrev hjem til Englands største avis om de danske soldater: “Om Morgenen og om Aftenen gaa de udholdende Soldater frem, fuldkommen vel bekendte med den Skæbne, som venter mange af dem, men dog endnu uden at vige tilbage for deres pligt, uden at beklage sig over Trængsler eller Farer”. Således var også 6. Regiment under de trange dage på Dybbøl skanser gået til sin udsatte post og havde bidraget sit til at sætte den danske soldat et uforgængeligt hædersminde. 

Under den lange belejring var der af officerer, underofficerer og mandskab givet mange beviser på mod og udholdenhed: her skal nævnes underkorporal nr. 396 af 8. kompagni, Martin Christiansen, der navnlig den 14. april førte sin sektion med ro og uforsagthed. Han fik her foden skudt af af en granat og sagde ved den lejlighed til sin delingsfører: “Hvad der gør mig mest ondt, Hr. Løjtnant, er, at jeg ikke længer kan være Soldat”. Menig nr. 203 af 2. kompagni, J. Nielsen, der udmærkede sig den 20. marts i skanse II ved at udbedre de farligste steder, ved den ufortrødenhed, hvormed han hjalp de sårede ud af skansen samme dag under den heftigste ild, og ved natten mellem den 13. og 14. april at vende om, uagtet tilbagegangen var begyndt, for at bringe den faldne løjtnant Hansen tilbage. Menig nr. 167 af 3. kompagni P. Hansen (Oustrup), som den 7. april, da den ene ambulancesoldat blev hårdt såret, uopfordret sprang op fra sin dækning og under meget stærk granatild hjalp at bære den sårede bort.

 

 
 

Våbenhvile på Als

Efter stormen på Dybbøl den 18. april og den deraf  følgende tilbagetrækning til Als, fulgte et par måneder med et mere roligt feltliv for de danske soldater.

Fra den 12. maj til den 25. juni var der våbenhvile, hvilket indebar at der ikke måtte foretages egentlige forbedringer af skanser og batterier. Det var samtidig blevet forår - bøgen var sprunget  ud i skovene på Kær halvøen, og for den menige soldat vise nu de mere behagelige sider af feltlivet med driverliv og kammeratskab......

Danske soldater på Als under våbenhvilen i juni.

En del af hæren blev ret hurtigt overført til Fyn, og i Assens opslog hærledelsen deres  hovedkvarter. Tilbage på Als stod 3 infanteribrigader - 2. brigade bestående af  3. og 18. regiment - 4. brigade bestående af 4. og 6. regiment og 6. brigade bestående af 5. og 10. regiment.

4. infanteribrigade blev ledet af oberst Faaborg og dets 6. regiment - hvor vi finder Georg Hans Grytner - blev ledet af oberstløjtnant Caroc.

Under våbenhvilen har Grytner ligget i lejr på Kær halvøen og sikkert nydt kammeratskabet og det gode vejr .....

På grund af politisk dumhed fører våbenhvilen ikke til nogen fredsslutning, og fra den  25. juni kan et prøjsisk angreb på Als ventes hvornår det skal være. 
Hovedstyrken bliver på halvøen med poster langs Alssund fra Sønderborg til Arnkilsøre. 
6. infanteriregiment bliver sendt over på Nordlandet, for at imødegå et evt. angreb ad denne vej. Overkomandoen turde ikke sætte mindre end et regiment ind her, da der forelå meldinger om at fjenden planlagde en overgang, på dette ellers ret bredde sted af fjorden.
Oberstløjtnant Caroc har sit stabskvarter på Melsgaard 

Våbenhvilen udløb som sagt den 25. juni, og den 29. juni kl. 2 morgen foretog  preusserne overgangen til Als over sundets smalleste sted. 6. regiment, som lå i Nordlandet, den nordligste del af øen, fik kl. 3 telegrafisk meddelelse om, at fjenden angreb. Regimentschefen gik da efter sin instruks med 4 kompagnier mod syd mod Kegenæs for at hjælpe med til, at de tropper, som trængtes tilbage af fjenden, kunne indskibes.

De kompagnier der blev efterladt på Nordlandet under oberstløjtnant Falkenberg fik kl. 8.30 ordre til at forlade kysten så skjult som muligt, fornagle kanonerne, ødelægge magasinerne og dernæst så hurtigt som muligt afmarchere til Nørreløkke Bro; ved middagstid blev kompagnierne indskibet på de ventende transportskibe og ført til Fåborg.

De fire kompagnier under oberstløjtnant Caroc marcherede i ilmarch mod Kegenæs, hvor oberstløjtnanten kunne melde sig kl. 11 efter 5½ times hurtig og anstrengende march, idet mandskabets tornystre dog var blevet transporteret på udskrevne bøndervogne.

Bataljonen måtte straks sammen med 2. brigade overtage forsvaret af Kegenæs for at dække troppernes indskibning, der fortsættes hele dagen og den følgende nat.

Den 30. juni kl. 1.10 morgen overtog oberstløjtnant Caroc kommandoen på Kegenæs, og ved middagstid var der i fæstningen på Draget under chefen for 6. regiments 2. kompagni, premierløjtnant Grønlund, kun dennes kompagni samt 70 matroser tilbage med den opgave at fingere et forsvar, medens trainet indskibedes. Desuden var der på Kegenæs 2 delinger, deriblandt en af 6. regiment, under Løjtnant Bojesen til observation af den nordvestlige kyst.

Fjenden forstyrrede ikke indskibningen alvorligt, og den 1. juli kl. 12.10 fik kompagniet Grønlund ordre til kl. 15 at gå om bord i de fartøjer, som lå klar til at overføre det til Fyn. På dette tidspunkt rykkede fjenden frem mod stillingen med et kompagni og en halv eskadron. Rytteriet afvistes straks med geværild, men fodfolket besatte gærderne i nærheden og søgte at få fodfæste ved strandbredden. De måtte jages bort, hvilket skete under livlig skydning. Under den ro, som fulgte efter den lille fægtning, begyndte premierløjtnant Grønlund forsigtigt at indskrænke besætningen, hvorefter indskibningen fuldførtes, efter at kanonerne var blevet fornaglet.

Regimentet samledes på det vestlige Fyn, hvor det forrettede tjeneste som kystvagt, indtil der den 20. juli blev sluttet en våbenhvile, som varede i 14 dage. Efter dennes udløb blev stillingen atter besat, men det stod klart, at al yderligere modstand var umulig; Danmark stod alene mod to af Europas stormagter, og hjælp anden steds fra var fuldstændig udelukket. Kongen så sig derfor nødsaget til at slutte fred, hvilket kun opnådes med afståelsen af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. 

 
Danske soldater på Fyn i juli 1864

Georg får erindringsmedaljen

 

I 1876 ansøger Georg Grytner om at få erindringsmedaljen for deltagelse i krigen 1864.
I ansøgningen angiver han at have deltaget i krigen 1863-64 tjenestegørende som menig i 6. bataljon 3 kompagni nr. 286.

- at han deltog fra 1/11 1863 - 7/8 1864.

- at han har ikke været såret eller tilfangetaget under krigen.

Nuværende stilling og adresse: Arbejdsmand - Agtrup, Sdr. Bjært sogn.

(journal nr. 4135)

Retur til side 1 om krigen 1864

Til Foreningens side