Georg Gryntner i krigen 1864

Min tipoldefar hed Georg Gryntner og var en ung mand midt i 20erne, da krigen 1864 startede. Det var derfor en naturlig antagelse, at han sikkert havde været med i krigen.
På Rigsarkivet findes et register til ansøgningerne om at få erindringsmedaljen for deltagelse i de slesvigske krige, og her fandt jeg min tipoldefars ansøgning.
Da jeg ikke var så heldig, at han havde efterladt sig en dagbog fra sin krigstjeneste, måtte jeg ty til andre kilder.
Ved en gennemgang af de trods alt mange krigsdagbøger fra 1864, viste det sig, at der var flere fra hans regiment - og enkelte fra samme kompagni - der havde skrevet breve eller dagbøger fra fronten.
En henvendelse til Hærens Arkiv gav mig yderligere oplysninger om hans regiments aktivitet under krigen 1864.

Optakten 

Den I5. november 1863 døde Kong Frederik VII på Lyksborg Slot. Sorgen over kongens død var stor og almindelig, og i sorgen blandede der sig bange anelser for Danmarks fremtid; for alle vidste at en krig med Tyskland var nært forestående.

Kong Christian IX, som besteg Danmarks trone, var godt kendt i hærens rækker; han havde selv i mange år gjort tjeneste i den og havde deltaget i den første slesvigske krig som ritmester ved livgarden til hest.

Straks efter sin tronbestigelse underskrev kongen efter det danske folks almindelige ønske en forfatning, hvorved det gamle danske land Sønderjylland knyttedes fast til Danmark. Tyskland benyttede sig heraf til at erklære Danmark krig, og i slutningen af januar måned rykkede en forenet preussisk-østrigsk hær ind i Holsten.

Den tyske overgeneral Wrangel forlangte, at den danske hær skulle rømme Sønderjylland, men dette forlangende ville den danske overgeneral De Meza ikke efterkomme, - han svarede, at han - “var klar til at møde enhver voldsdåd med væbnet hånd.”

Efter modtagelsen af dette gik tyskerne ind i Sønderjylland den 1. februar, og hermed var den krig brudt ud, hvor Danmark stod alene i kampen Imod to af Europas stormagter - Preussen og Østrig-Ungarn.

Umiddelbart før krigen var hærens bataljoner blevet omdannet til regimenter; 6. bataljon således til 6. Infanteri-Regiment, der under major Caroc kom til at bestå af 2 bataljoner på hver 4 kompagnier. Disse blev ført af kaptajnerne Falkenberg og Olufsen.

Hans Gryntner får nr. 286 og bliver indrulleret i 6. regiments 3. kompagni og bliver straks sendt til Dannevirke.

Den højre fløj af stillingen blev besat af 4. brigade - generalmajor Wilsters - hvortil 6. regiment, der skulle besætte Hollingsted, hørte.

Ved Dannevirke

Hærens arkiv om 6. Regiments deltagelse i Krigen 1864: 

Regimentet ankom til stillingen i slutningen af december 1863.
Det frøs meget stærkt, enkelte dage var der 15 til 26 graders kulde; men trods kulde og savn var der en udmærket stemning i regimentet, folkene var frejdige og tillidsfulde, og da der foran stillingen fandtes oversvømmelser, som ikke måtte fryse til, blev mandskabet anvendt til isning, et meget anstrengende og vanskeligt arbejde, som blev udført med liv og lyst.

Den hårde frost var et problem for den danske hær.  Soldaterne er her sat til at skære isen op, således at fjenden ikke kan rykke frem - Xylografi fra Illu.Tidende. 

Da det var et for stillingens hævdelse vigtigt punkt, regimentet holdt besat, var tjenesten meget trættende, idet folkene hyppigt alarmeredes og måtte rykke ud i stillingen, hvor de kom til at stå i timevis i en bidende kulde; men trods anstrengelse, stærkt sammentrængte kantonnementer, nattevågen og slet forplejning var alle besjælede af den tanke til det sidste at holde Danmarks gamle grænsevold mod fjendens angreb.

Tilbagetoget

Den 5. februar 1864 begyndte tilbagetrækningen fra Dannevirkestillingen.

Den vestligste del af stillingen var besat af 4. brigade, Wilsters brigade, der bestod af 4. og 6. infanteriregiment.

Den dag finder vi menig 286, Georg Hans Gryntner sammen med resten af 6. regiments 3. kompagni parate til march.

Kompagniet havde, som den øvrige danske hær, stået vagt ved Dannevirke, men havde ikke været impliceret i kamphandlingerne der var foregået hovedsagelig i den østlige del omkring Mysunde. Begejstringen over det tilbageviste angreb ved Mysunde den 2. februar delte man herovre i vest og derfor også skuffelsen over nu at skulle trække sig tilbage.

De fik den længste vej at marchere og førte endda 6 kanoner fra skansen ved Süderstapel med sig. Det var en kold og anstrengende tur mod Flensborg. 
I nattens mulm og mørke blev den sørgelige tilbagegang foretaget. En dump fortvivlelse havde grebet alle, ad glatte veje, i stærk kulde slæbte de udasede soldater sig af sted. Der marcheredes hele natten mellem den 5. og 6.; den næste nat tilbragtes i grøfterne under åben himmel i bidende kulde. Det frøs 8 grader og der lå høj sne overalt, og soldaterne gik med snefoget imod sig. Hen på eftermiddagen var brigaden da også kun nået til Skovkro. Her hørte man skydningen ovre fra Sankelmark sø, hvor den danske bagtrop kæmpede mod de forfølgende østerrigere - det berømte slag ved Sankelmark.

Generalmajor Wilster lod sine trætte folk gøre holdt her, for at være klar til at gribe ind, hvis han fik ordre dertil. Det fik han ikke - og kl. 8 om aftenen nåede brigaden Harreslev nordvest for Flensborg, hvor den atter fandt en kort hvile ....

"Jeg lagde mig med den ladte riffel i højre arm under mig. Overkroppen var under tag, benene udenfor, alt i rygende snefog; men jeg ved aldrig, at jeg i mit liv har nydt en så kvægende søvn som i disse tre kvarter."
......(menig af 6. regiment)

Snart blev der atter blæst fremad på grund af den uro, kampen ved Sankelmark havde vakt. Fra den anstrengende march der varede over 14 timer en menig af 6. regiment .....

"med et hørte jeg en bønlig stemme: "Åh, træd ikke på mig!" Jeg så ned, der lå korporal Nielsen af vort kompagni. Han var falden bagover, tornysteret lå under skuldrene, nakken var bøjet tilbage, munden stod åben og øjnene stirrede opad, som ville de krybe ud af hovedet. "Han er færdig," tænke jeg, og ville gerne have skubbet tornysteret højere op, så at han kunne have hvilet bedre, men jeg havde en klar fornemmelse af, at hvis jeg bukkede mig for at gøre det, ville jeg segne om ved hans side uden at få ham hjulpet, og der lå nok endda."

(10 mand frøs ihjel under tilbagetoget, og mange fik alvorlige forfrysninger i fødderne). 
forplejningsforholdene under tilbagegangen var så dårlige, at et af kompagnierne, da der den 6. blev uddelt brød, ingen brød fik; regimentets 6. kompagni delte da sin ration med de kammerater, som intet havde fået. Mandskabet delte sit sparsomme flæsk med officererne, som ingen proviant havde fået med.

Sjældent er der vist budt soldater større anstrengelser end de, som 6. regiment måtte udholde under dette triste tilbagetog i den kolde vinternat. Talrige var eksemplerne på overanstrengelse, mange så syner, således skriver en deltager: “Det var, som om man vandrede langs en væg behængt med kulørte Lamper, man saa de dejligste Søjler, Hvæelvinger og Tårne, og saa jeg til Vejrs, fulgte Synet med, det var, som om Bygningerne naaede til Himlen”.

Regimentschefen, major Caroc, blev syg af overanstrengelse og måtte overgive kommandoen til kaptajn Olufsen.

Endelig ankom så regimentet den 7. februar til Dybbøl Mølle, hvor det sidste pinlige holdt blev gjort. Kaptajn Olufsen red over til Sønderborg for at skaffe kvarter til sine udasede soldater; da han kom til brohovedet, blev han standset af en højtstående officer, som med varme forhørte sig om regimentets skæbne. Kaptajnen så straks, at det var Kong Christian IX, og med glæde og stolthed kunne han melde, at trods de store anstrengelser, som regimentet havde været udsat for, manglede der ikke en mand. 6. regiment var det eneste af hærens regimenter som intet tab havde haft på tilbagetoget. 

I nattemørket førtes regimentet derefter gennem Sønderborg over på Als. Her fik de overanstrengte, udasede soldater en varm modtagelse. Alsingerne vidste ikke alt det gode, de skulle gøre for dem; der blev kogt kaffe og lavet mad hele natten, ja, det gik så vidt, at de overlod soldaterne deres egne senge, for at de kunne hvile ud i dem. 

Senere tider har vist, at dette tilbagetog, som var uforståeligt for alle dem der deltog i det, var en nødvendighed; thi Dannevirkestillingen var så svag, at dersom vi var forblevet i den, så ville vi have udsat os for at blive knust af den fjendtlige overmagt, der kunne have omgået stillingens venstre fløj for derefter at falde os i ryggen. Som forholdene nu udviklede sig, fik den danske hær lejlighed til ved Dybbøl skanser at udfolde et heltemod og en udholdenhed, som tvang fjenden til en langvarig og besværlig belejring, og som vakte beundring rundt om i verden.

I Dybølstillingen

Hærens arkiv om Fra 6. regiments historie:

6. regiment deltog med hæder i Dybbølstillingens forsvar. Den 13. februar rykkede regimentet første gang på forpost og forblev i stillingen til den 16.. hvorefter det rykkede tilbage i kantonnement på Als. Den 18. angreb fjenden vore forposter og kastede dem tilbage mod Dybbøl by; regimentet blev derfor alarmeret og fik ordre til at rykke frem over Dybbøl kirke for at angribe fjenden i Stenderup skov. Regimentet rykkede raskt frem, men inden det nåede frem, døde kampen hen, hvorefter det gik tilbage til sit kantonnement på Als.

Kampene den 22. februar 1864

Den 22. februar rykkede regimentet et forrygende snevejr atter på forpost for at afløse 18. regiment. Netop som afløsningen skulle finde sted, angreb fjenden og tvang 18. regiment tilbage; så snart 6. Regiment nåede frem, blev der givet ordre til at kaste fjenden fra de erobrede stillinger. Ved l0-tiden gik vore afdelinger frem, og fjenden trak sig tilbage. således at 6. Regiment kunne indtage sin forpoststilling over Dybbøl og Avnbjerg. 

Den 28. februar gik regimentet tilbage til kantonnement på Als og forblev her i ro til den 5. marts, hvorefter det i de følgende dage dels var besætning i skanserne og dels på forpost. Den 17. marts, da overgeneral Gerlach, efter krigsministeriets ønske foretog en bevægelse frem fra stillingen, blev regimentet anbragt som reserve på venstre fløj uden at tage aktiv del i kampen.

Den 19. Og 20. Marts besatte regimentet venstre fløj; mod de her liggende skanser havde fjenden i disse dage begyndt en meget heftig beskydning. Daglig blev over 300 kanonskud afgivet, så opholdet i skanserne var alt andet end behageligt. I skanse II, hvor den tapre Løjtnant Ancker havde kommandoen, havde et halvkompagni af regimentet søgt dækning bag blokhuset; mandskabet lå i en stor klynge, og beskydningen havde varet i 3 à 4 timer, uden at der var sket noget uheld, da en 24 punds granat uden at springe slog igennem blokhusvæggene og fo'r ind gennem klyngen; flere af de ramte lå som uformelige masser i en blodpøl, andre hårdtkvæstede jamrede højt. Løjtnant Ancker sprang hurtigt derhen, og da han så, hvorledes det stod til, gav han med tordenrøst ordre til at skyde med alle skansens kanoner for at indhylle skansen i røg og således få de sårede bragt bort. De flinke konstabler gjorde deres bedste, og fjenden, som mærkede, at der måtte være noget galt på færde, svarede straks med fuld kraft. Det blev en heftig kamp, men skanse II holdt ud, og først efter en times forløb døde kampen hen. Efter kampen så soldaterne med sorg, at den tapre og afholdte skansekommandør var såret, men trods sine sår ville han ikke føres til lazarettet. 19 mand af regimentet blev dræbt eller såret ved dette skud. 

Dybbølstillingen i dagene op til stormen. Tyskernes havde gravet løbegrave  helt ind under de danske stillinger. Under de konstante bombardementer  var det umuligt for de danske soldater at stille noget op, og resultatet var  givet på forhånd.